Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blander sig nu i striden mellem regeringspartierne på sundhedsområdet. »Det er en uacceptabel diskussion,« siger Fogh, der ikke mener at sundhedsminister Jakob Axel Nielsen mangler visioner.
11. januar 2009, 22:30
Venstre og de Konservative er røget ind i en ganske uforsonlig og opsigtsvækkende strid på sundhedsområdet, hvor Venstres formand for Folketingets Sundhedsudvalg, tidligere embedslæge Preben Rudiengaard, har rettet en skarp kritik mod den konservative sundhedsminister Jakob Axel Nielsen for at mangle visioner på området. Søndag svarede Jakob Axel Nielsen benhårdt igen på kritikken, og nu er så også statsministeren gået ind i konflikten – til fordel for sundhedsministeren.
»Jeg er uenig i den kritik, Rudiengaard er kommet med. Og jeg vil sige, at det ikke er acceptabelt at have den type diskussioner mellem regeringspartierne. Jeg forstår, at der er indkaldt til et møde på tirsdag, hvor jeg går ud fra, at striden bliver bilagt,« siger Anders Fogh Rasmussen.
Men statsministerens alvorsord får ikke Preben Rudiengaard til at stikke piben ind.
»Jeg fastholder, at vi endnu ikke har set en plan for en langsigtet sundhedspolitisk indsats, sådan som det ellers er regeringens ambition,« siger Preben Rudiengaard.
»Jeg vil gerne i konstruktiv dialog, så vi kan leve op til statsministerens ambition om at få et sundhedsvæsen i verdensklasse, og jeg mener, at jeg er kommet med konstruktiv kritik. Jeg er ked af, at statsministeren øjensynligt har forstået mine udtalelser forkert, men han kunne jo bare have ringet, hvis han gerne villa have det uddybet og forklaret,« lyder det fra udvalgsformanden.
Sundhedsministeren gik i går i Berlingske til hårdt angreb på Rudiengaard, som han mener kaster med knive og kun »er optaget af helt egoistisk profilering«.
»Jeg kan ikke igen få et tillidsfuldt forhold til ham og sidde sammen med ham. En ting er, at han én dag træder over stregen og siger noget dybt illoyalt til en avis. Det er selvfølgelig uacceptabelt. Det skader mig, og det skader også VK-regeringen. Men at han fremturer over to dage – så er det slut!,« Lød det fra sundhedsministeren. Men nu er Rudiengaard altså klar med kritik for tredje gang.
»Sundhedsministerens personlige angreb på mig må stå for hans egen regning, så dybt vil jeg ikke falde. Og jeg er jo ikke den eneste, der har sagt disse ting. Både Venstres sundhedsordfører, Dansk Folkeparti, Rigshospitalet samt Danske Regioner har jo sagt det samme. Så jeg tror næppe, at det er mig, der er galt afmarcheret,« siger Rudiengaard, der ser frem til forsoningsmødet mellem parterne i sagen, som er aftalt til tirsdag.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen mener, at Rudiengaards kritik blot er »en finke, der er røget af panden«, og han mener ikke, at sundhedsministeren mangler visioner.
Kan Venstre have en formand for sundhedsudvalget, som er i åben strid med sundhedsministeren?
»Det tror jeg, at de får løst. Jeg betragter det som sagt som en finke, der er røget af panden,« siger statsministeren.
Det er så en finke af en anseelig størrelse. Rudiengaard har jo fastholdt kritikken nu mange dage i træk?
»Joe, men jeg har i hvert fald ingen grund til kritik af sundhedsministeren. Tværtimod er jeg meget tilfreds med ham,« siger Anders Fogh Rasmussen.


































