Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Sundhedsminister fastholder H1N1-strategi

Danmarks indsats mod svineinfluenza er robust, siger Jacob Axel Nielsen til kritik fra DF og oppositionen.

Flere sundhedsordførere ønsker bedre beredskab mod influenza H1N1, herunder vacciner til flere end de 1,55 mio. særligt udsatte.

Sundhedsministeren maner til besindighed.

- Regeringens strategi mod influenza H1N1 har vist sig at være robust. Og det er den fortsat, siger Jacob Axel Nielsen (K) til Berlingske Tidende.

Foreløbige oplysninger om den pandemiske influenza H1N1 tyder på, at omkring 100 ellers raske danskere kan dø af den.

Den oplysning fik sundhedsordførere fra flere sider af Folketinget til at ønske sig flere vacciner – ikke kun til mennesker i udsatte grupper. Senest var støtterne i Dansk Folkeparti ude med et lodret krav:

- I starten lød det fint kun at bestille vaccine til de 1,55 millioner danskere, der er i størst risiko for at blive syge. Men med de nye oplysninger om, at også raske mennesker kan blive alvorligt syge, er der behov for, at regeringen skaffer flere vacciner hjem, sagde Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.

Sundhedsminister undrer sig over ordførerens udmelding:

- Strategien hviler på et meget solidt grundlag fra Sundhedsstyrelsens side. Samtidig bekræfter erfaringer fra bl.a. New Zealand udlandet faktisk vores opfattelse situationen, siger han.

Så selv om Dansk Folkeparti kræver flere doser hjem, ændrer det ikke regeringens holdning?

- Jeg vil da gerne have bredde i opbakningen til det her. Så selvfølgelig har jeg ikke noget imod at diskutere strategien igen. Men Dansk Folkeparti har jo selv været inddraget i hele forløbet – også da vi bestilte de 3,1 mio. doser, svarende til 1,55 mio. danskere. Og samtidig tyder de allernyeste oplysninger fra udlandet altså på, at influenzaen er endnu mildere end forventet, siger sundhedsministeren til Berlingske.dk