13. april 2009, 19:46 – opdateret 13. april 2009, 22:03

Hvorfor er linje 150S blevet en succes?

Den enkle forklaring er, at servicen – takket være de såkaldte incitamentskontrakter – har nået et niveau, der ligger ud over det sædvanlige. Ruten har en høj gennemsnitshastighed i forhold til andre linjer. Og hvis en bus forsinkes i køerne på Helsingørmotorvejen, bliver der indsat en ekstra og rettidig dubleant et andet sted på ruten, så flest mulige passagerer alligevel når frem til tiden. Der er desuden gode siddepladsforhold og internetadgang. Dermed er busserne på linje 150S konkurrencedygtige med både bilen og toget.

Men hvorfor er konceptet så ikke mere udbredt?

Incitamentskontrakter er på dagsordenen i nogle af landets trafikselskaber, og flere nye forsøgsruter er på vej. Men konceptet kan kun realiseres, hvis både kommuner, regioner og private busselskaber kan blive enige om en bonusordning. Det kræver, at alle er villige til at løbe en økonomisk risiko, da der ikke kan gives en 100 procents garanti for, at investeringer i bedre service giver passagerfremgang og dermed gevinst. I dag er situationen paradoksalt nok den, at de private busselskaber, der kører offentlig rutetrafik, sparer penge, hvis der kun er få eller ingen passagerer med busserne. Det skyldes færre udgifter til rengøring og vedligeholdelse.

Hvorfor slås politikere om penge i stedet for at sikre gode busser?

Mange lokalpolitikere mener, at de blev snydt af staten, da de fra 2007 fik opgaven med at købe bustrafik. Hovedstadspolitikere fremfører, at underfinansieringen er på over en halv mia. kr. Det er dog en udlægning, som regeringen afviser, og transportministeren har sat en økonomisk kulegravning i gang i alle landets trafikselskaber. Derudover er busøkonomi en flygtig størrelse, fordi indtægter og udgifter går op og ned i løbet af et budgetår, bl.a. på grund af svingende brændstofpriser og passagertal. Kommuner har det bedst med nagelfaste udgifter, så der ikke skal spares midt på året. Det betyder, at de måske køber færre busser, end der er behov for. For at være på den sikre side.

Kan staten så ikke spæde lidt til?

De borgerlige partier står fast ved, at kommuner og regioner bestiller og betaler for busdrift, da de bedst kender de lokale behov. Og at de har fået økonomisk kompensation for opgaven. S og SF vil derimod gerne give ekstra millioner til busdrift. Alle er dog enige om, at kommuner og regioner kan rejse busfinansiering som et tema ved de årlige økonomiforhandlinger med regeringen.