Via rationalisering og omlægning er der pludselig mere SU til udvalgte grupper af studerende. Det gælder blandt andre handicappede og samboende forsørgere. Samtidig hæves fribeløbet for arbejde ved siden af studierne.
29. maj 2008, 22:30
Der er gode nyheder til SU-folket. Efter lang tids forhandling er politikerne blevet enige om, at fribeløbet hæves med 1.500 kroner, samt give mere hjælp til handicappede og flere penge til samboende forsørgere.
»Det har været et langt og sejt forløb, der endte godt. Vi blev alle opmærksomme på, at dobbeltklip-ordningen, der blev indført for 20 år siden, ikke virker efter hensigten. Den gavner mest dem, der har mindst behov – de stærke med et godt job – og nu vil de til gengæld blive hjulpet af, at fribeløbet hæves med 1.500 om måneden. Svarende til en måneds arbejde om året,« forklarer undervisningsminister Bertel Haarder (V).
Dobbeltklip betyder, at studerende tidligere har kunnet udskyde SU, fordi de tjente for meget ved deres arbejde. Så har de senere i deres studietid kunnet få SUen udbetalt.
Højere fribeløb
Afskaffelsen af dobbeltklipordningen vil i 2009 give en ekstra indtægt på 21,6 mio. kr. Og sammen med rationaliseringsgevinsten på 11,6 mio. kr. fra en SU-digitalisering skal de penge fremover bruges til de forbedringer, som partierne bag SU-forliget, som er alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten, nu har aftalt.
Broderparten af pengene – eller 44 mio. kr. i 2009 – bruges på at forhøje det laveste fribeløb for studerende på de videregående uddannelser med 1.500 kroner til fremover 7.870 kroner om måneden. Tilsvarende forhøjes handicaptillægget med 750 kroner om måneden, mens det såkaldte sambotillæg forhøjes med 715 kroner.
»For SF er det en god aftale, der dels sikrer de studerende flere penge mellem hænderne, og dels forbedrer vilkårene for nogle af de studerende, der i dag har meget svært ved at klare sig,« siger SFs SU-ordfører, Nanna Westerby.

































