Ny Gallup-undersøgelse viser, at halvdelen af de unge, der er på en videregående uddannelse, er bekymrede for at have valgt forkert. Tvivl er kun sundt, siger eksperter.
28. januar 2010, 12:00
Halvdelen af de unge, der starter på en videregående uddannelse, er bekymrede for at vælge forkert. Det viser en ny Gallup-undersøgelse lavet for Berlingske Tidende. Undersøgelsen viser også, at hver sjette udskyder valget af uddannelse, fordi de ikke ved, hvad de skal studere. Det hænger ifølge vejleder Birgitte Henriksen, Studievalg, sammen med, at mange unge oplever deres uddannelsesvalg som livsafgørende, hvor der ikke er plads til fejltagelser.
Uddannelseschef på Københavns Universitet, Claus Nielsen, kender udmærket til de unges høje forventninger til uddannelsen, når de starter på studiet. De har en forestilling om, at studiet skal være perfekt, og derfor har mange svært ved at tackle de krav, de møder undervejs:
»Mange tror, at de er en fiasko, hvis de vælger forkert. De er bange for at spilde et par år på en forkert uddannelse og dermed komme bagud i forhold til deres omgivelser,« siger hun og nævner de mange muligheder for uddannelsesvalget som endnu en begrundelse for, at det er svært at vælge.
Mange flere end tidligere uddanner sig, og dermed også unge fra familier, der ikke har haft tradition for at tage uddannelser. Det skaber både forvirring ved valget og høje forventninger til selve uddannelsen.
»I dag ønsker unge, at uddannelsen skal give dem et livsindhold allerede fra starten af forløbet. De skal brænde for det, de læser, og de skal realisere sig allerede under studierne,« siger hun. Derfor bruger Studievalg kræfterne på at afdramatisere studievalget ved at gøre opmærksom på, at karriereskift eller uddannelsesændring er en mulighed undervejs.
Svært at tackle
»Jeg synes, at mange flere burde have lidt mindre forventninger til deres valg, ligesom det er sundt at reflektere over, hvorfor man eksempelvis så brændende ønsker at blive læge eller jurist. Dermed kan man også bedre tackle de vanskeligheder, der helt sikkert opstår i løbet af en krævende videreuddannelse.«


































