Stigende udgifter til syge asylansøgere

Sundhedsudgifter er steget 64 pct. på tre år, fordi asylansøgerne bliver mere syge af at sidde i mange år i asylcentrene, fremgår det af ny bog. Der er ikke noget at gøre ved det, siger de Konservative.

Asylansøgerne i de danske centre bliver så syge af deres ophold, at samfundets udgifter til området er eksploderet de seneste år.

Fra 2004 til 2007 er sundhedsudgifterne til hver asylansøger steget med mere end 18.000 kr. eller 64 pct.

Det fremgår af en analyse som forfatteren Knud Vilby har foretaget på baggrund af tal og statistikker fra Udlændingeservice og Folketingets Finansudvalg. Analysen er offentliggjort i den netop udkomne bog »Afvist« om asylansøgere i Danmark.

Ifølge Vilby koster hver eneste asylansøger det danske samfund omkring en kvart mio. kroner om året. Og det er ikke mindst sundhedsudgifterne, der er steget til trods for, at antallet af asylansøgere siden 2004 er faldet til langt under det halve.

»En del af forklaringen er den dramatiske vækst i tid, som asylansøgerne tilbringer i centrene. Sundhedsudgifterne afspejler i vidt omfang sundhedstilstanden blandt beboerne i asylcentrene, og disse udgifter er eksploderet,« konstaterer Knud Vilby.

Ventetiden er nu igennemsnit 43 måneder, og både Dansk Røde Kors og Institut for Menneskerettigheder har tidligere påpeget, at asylansøgerne bliver psykisk syge af det lange ophold.

Behandling hos Røde Kors
Men der er ikke så meget at gøre ved det, mener den konservative integrationsordfører, Helle Sjelle, der imidlertid nu vil se på årsagerne til den store stigning i udgifterne.

»De befinder sig i en utryg situation, og den er det vanskeligt at lindre. Vi har prøvet at gøre forholdene for børnefamilierne bedre, men utrygheden kan vi ikke fjerne. Uanset hvad vi gør, vil utrygheden være der, med mindre man giver dem en opholdstilladelse,« siger Helle Sjelle.

De årlige sundhedsudgifter for hver asylansøger var i 2007 på knapt 50.000 kr. om året. Det er en stigning på 64 pct. på bare tre år. Det er især de særlige og krævende indsatser, der er steget voldsomt, og som nu koster ni gange så meget som i 2004.

Asylansøgerne i Danmark er ikke omfattet af det danske sundhedssystem og får derfor basal og smertelindrende behandling hos Røde Kors. Yderligere behandling og ophold på special- og døgninstitution skal i hvert tilfælde godkendes af Udlændingeservice, som godkender 85-90 pct. af disse udgifter.

»Vi er jo ikke et samfund, der lader folk dø i deres små rum på asylcentrene. Sådan er vi jo ikke. Så når folk får det meget dårligt, så går man faktisk ind og behandler dem, selv om man siger, at de ikke har de samme rettigheder som os andre. Men på den anden side sender man dem ud alligevel, selv om de får det dårligere år for år,« siger Knud Vilby.

Knud Vilby er tidligere chefredaktør på dagbladet Information og formand for Dansk Forfatterforening. Han er nu aktiv i gruppen Bedsteforældre for Asyl.