28. februar 2010, 10:01 – opdateret 28. februar 2010, 10:02

Han var lærling i opgangstider. Kravet er nu at være troldmand i nedgangstider.

Lars Løkke Rasmussen er som den nyeste i rækken af danske statsministre særligt udfordret.

Når statsministeren måles på sit virke mod alle sine forgængere, er præmissen for at rage op i rækken, at han kan løse et bestemt problem. For første gang i 100 år står Danmark med en arbejdsstyrke, der er mindre end den, man har haft i tidligere år. Og gabet mellem folk, der i stort antal forlader arbejdsmarkedet og det lave antal, der kommer til, vil vokse massivt i mange år frem.

Det er det, der til mange nutidige 60-70-åriges fortørnelse er blevet benævnt ældrebyrden. Fordi vægten af ældre bliver for tung for de få unge, hvis hænder skal bære. I dag er 600.000 danskere 70 år og derover. Om 30 år er det 1,1 million.

Det er hovedproblemet i det danske velfærdssamfund de kommende 20-30 år. Nutidens 65-årige og tilstødende generationer er danmarkshistoriens største. Yngre generationer, eksempelvis årgangene fra begyndelsen af firserne, hvor blot omkring 55.000 blev født pr. årgang, skal løbe stærkt for at finansiere efterløn, sundhedsudgifter og resten af Velfærdsdanmark i fremtiden.

I 2006 indgik et bredt flertal i Folketinget en velfærdsaftale. Hensigten var netop at imødegå ovenstående problem ved at udsætte pensionsalderen.

»Uden velfærdsaftalen havde tingene set helt forfærdelige ud. Men selv med aftalen har vi stadig store problemer. Der går 25-30 år før vi igen har den arbejdsstyrke, vi begynder at miste nu. Og der skal flere markante tiltag til for at løse problemerne,« siger chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, Erik Simonsen.

SPØRGSMÅLET ER, om Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen i den forgangne uge præsenterede »markante tiltag« til at sikre Danmarks økonomiske fremtid. Svaret blæser tilsyneladende i turbulensen fra de seneste halvandet års økonomiske nedtur.

Regeringens nye arbejdsprogram er fuld af mål. Men den anviser meget få veje. Det er konklusionen fra en af landets førende økonomer, professor Nina Smith fra Handelshøjskolen i Århus, efter læsning af programmet »Viden, vækst, velstand, velfærd«. Ifølge planen skal Danmark i 2020 være et af verdens ti rigeste lande, og derfor vil regeringen også sikre den helt afgørende præmis, at det danske udbud af arbejdskraft er blandt de ti bedste på verdensplan.

Der er mange gode ideer i programmet, fremhæver Nina Smith: »Tiltrækning af udenlandsk nøglearbejdskraft, det er en rigtig god idé. Men Danmark står ikke først for med vores høje skatter og et besværligt sprog. Så det er gode ting, men det batter intet i forhold til de udfordringer, de sætter op. Jeg tror simpelthen ikke på det,« siger Nina Smith.

Kun en ændring af tilbagetrækningsalderen kan efter professorens opfattelse løse problemerne.

»Efterløn er offentlig støtte til at holde fri. Det er sunde og raske mennesker, som kan gå direkte ud på arbejdsmarkedet. Derfor er økonomer så fokuserede på pensionsalderen,« lyder det fra Nina Smith.

I det seneste konservative valgmateriale kunne man læse: »Ansvarlige forældre sender ikke regningen for deres bil og fladskærm videre til deres børn. Det er der ingen, der kunne drømme om. Og sådan skal det selvfølgelig også være, når det handler om statens økonomi.«

DET VAR FORMENTLIG netop tanken om ansvarlighed over for kommende generationer, der spøgte, da vicestatsminister Lene Espersen i januar begyndte at tale om at genåbne velfærdsaftalen.

Men onsdag forseglede statsminister Lars Løkke Rasmussen snarere aftalen. Samt lukkede dertil munden på De Konservatives leder. Politikere, der går ind for at vinke farvel til efterlønnen, vinker også farvel til vælgerne. Margrethe Vestager og De Radikale synes at godtgøre det. Det gamle midterparti vil som et af få - liberalisten Anders Samuelsen synes at være den eneste anden - revidere efterlønnen, men har ingen vælgeopbakning hertil.

Der er således en afgrund mellem, hvad befolkningen vil stå model til, og hvad økonomer finder nødvendigt. Og i midten står i øjeblikket den nuværende regering.

Det nødvendige at gøre blev ellers grundigt godtgjort allerede i slutningen af 2005 i Velfærdskommissions rapport. Denne rapport var en slags søkort med angivelser af, hvilken vej Danmark skal navigere gennem de globale vover de kommende årtier for ikke at kuldsejle eller støde på skær og springe læk. Og den indeholdt skrækindjagende advarsler. Blandt andet at den gennemsnitlige levealder vil stige med mindst en måned pr. år fra nu af. Samt nogle af de tal, der allerede er gentaget i denne artikel. Samt at i år 2040 vil der være mindst 400.000 flere over 65 år end i dag. Samt 350.000 færre mellem 15 og 65 år til at bære byrden af dem.

Kommissionens formand, Torben M. Andersen, sagde dengang:

»Det er vigtigt ikke at skubbe problemet foran sig - så skaber man netop det problem, som den følelsesladede debat om »ældrebyrden« afspejler: Et spænd mellem befolkningens forventninger i forhold til det, velfærdssamfundet faktisk kan tilbyde. Det vil altid - og med rette - opfattes som urimeligt, hvis man med meget kort varsel får besked om, at velfærdsordningerne er ændret. Det er derfor også et politisk valg, om man fortsat vil skubbe problemet foran sig«.

Torben M. Andersen talte om, at »man forsøger at skabe et billede af, at tingene kan fortsætte uændret«. Rapporten understregede, at det kunne de ikke. Der måtte handling til. Noget måtte gøres.

Politikernes svar var året efter at indgå velfærdsaftalen. En aftale, som ikke blot økonomer, men åbenbart også vicestatsminister Lene Espersen i dag tvivler på effekten af.

EFTER PRÆSENTATIONEN onsdag af regeringens program »Viden, vækst, velstand, velfærd«, sagde den i dag tidligere velfærdskommissionsformand og overvismand, Torben M. Andersen, til Berlingske Tidende i en diplomatisk tone: »Man kan godt stille spørgsmål ved, om der lægges for meget vægt på kortsigtede forbedringer af de offentlige budgetter. Det havde været bedre med nogle mere langsigtede struktur-reformer.«

Med andre ord. De store, langsigtede problemer synes ikke adresseret af regeringens plan. I hvert fald synes det et spørgsmål om, hvorvidt man »tror på det« eller ej, som Torben M. Andersens kollega, Nina Smith, udtrykker det. Hvad mener Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen eksempelvis med »reformproces«? Dækker termerne i regeringens arbejdsprogram i det hele taget over reelle reformer, der kan løse den store udfordring?

Med velfærdsforliget i 2006 var det meningen, at danskerne skulle blive længere på arbejdsmarkedet for at undgå den såkaldte ældrebyrde. Med udskudt virkning, der skal sætte ind i slutningen af dette årti. Indtil videre er der sket præcis det modsatte.

Tilbagetrækningsalderen er faldet de senere år, siger professor i velfærdstatssforskning ved Aalborg Universitet, Per H. Jensen, til dagbladet Information.

Nye tal fra Eurostat viser, at gennemsnitsdanskeren i 2007 trak sig fra arbejdsmarkedet som 60,6 årig, mens tallet tilbage i 2001 var 61,6 år. Især kvinderne forlader jobbet tidligere, fordi mange vælger at gå på efterløn, når deres mand går på pension.

Udfordringen forstærkes altså år for år.

I DET SENESTE par år har enkelte økonomer forsøgt at tale problemet med ældrebyrrden ned som et udtryk for overdreven alarmisme. Blandt andet ved at påpege, at fremtidens pensionister vil være i meget bedre form end fortidens og nutidens. Den kommende store pensionistgruppe vil ikke kræve samme pleje og udskrivelse af omfattende regninger som hidtil, hedder det. De ældre vil ganske vist være sundere end morfar er i dag, eller farmor var i går, men de vil udgøre en meget større del af befolkningen, og før eller siden rammes de også af sygdom eller alderdomssvækkelse, lyder argumentet tilbage.

Det meste fremskrivning er indlysende nok behæftet med stor usikkerhed. På enkelte områder kan udviklinger dog påpeges med rimelig præcision. Befolkningsudvikling er én. En anden udvikling, som kan påpeges og dermed imødegås, er visse overførselsindkomster.

Ifølge chefkonsulent i DA, Erik Simonsen, er det mest konkrete og brugbare initiativ i »Viden, vækst, velstand, velfærd« netop løftet om en reform. Helt konkret på førtidspensionsområdet. Fra 2003 til 2009 er omkring 50.000 flere danskere kommet på førtidspension eller i flexjob. På trods en historisk højkonjunktur.

»Og det er jo et klart sygdomstegn. Så der er fornuft i et initiativ på det her område,« siger Erik Simonsen.

Han mener til gengæld ikke problemerne løses med dette samt en fjernelse af efterlønnen. Finansminister Claus Hjort Frederiksen oplyste forleden, at der skal findes 31 milliarder kroner indenfor de næste fem år. Hvilket næsten er udgifterne til efterløn ganget med to.

»Så de langsigtede udfordringer er endnu større. Der skal mere til end at sløjfe efterlønnen. De 8-900.000 på offentlig forsørgelse skal reduceres. Unge skal væsentligt tidligere ind på arbejdsmarkedet. Alle de tre elementer kommer man ikke uden om, hvis man vil sikre velfærdssamfundet. Og det er uanset hvilken regering, der måtte være,« siger chefkonsulenten.

STÅR DANMARK MED ET problem, står nationen til gengæld ikke alene.

Det gennemsnitlige fødselstal i EU er 1,5. Danmark ligger på omkring 1,80. Der skal et snit på 2,1 barn til at opretholde befolkningstallet. At levealderen vokser, sundhedsmuligheder og -udgifter stiger, og pensionerne ikke rækker, sker ikke kun i Danmark. Det påpeger Hans Kornø Rasmussen, cand. polit og med ph.d. i international økonomi. Han peger på, at EU-kommissionen allerede i 2005 kom med en grønbog med titlen: »Demografiske ændringer - behov for en ny solidaritet mellem generationerne«. Den sagde, at mellem 2005 og 2030 forventes arbejdsmarkedet i EU at miste 20,8 millioner mennesker.

»Men generationsaspektet kan ikke for alvor diskuteres ret mange steder. Heller ikke i Danmark. Gruppen af ældre er så stor, så magtfuld og så højtråbende, at intet politisk parti vil overleve at lægge sig ud med dem,« siger Hans Kornø Rasmussen.

Han fremhæver, at Danmark både har en fordel og en ulempe i forhold til de andre EU-lande. Danmarks gæld er lavere end de fleste andres. Til gengæld har Danmark allerede kvinderne på arbejdsmarkedet, hvilket ikke er tilfældet i samme omfang i en del af de andre EU-lande.

»Så det er altså ikke nogen dårlig idé at få flere indvandrere,« siger Hans Kornø Rasmussen.

Hermed påpeger han, som kollega Nina Smith, at Lars Løkke Rasmussens og Lene Espersen sigte om at tiltrække »udenlandsk nøglearbejdskraft« er et af de tiltag i den borgerlige duos arbejdsprogram, der er brugbare. Ikke mindst, hvis »regningen ikke skal smides ind i børneværelset«, som den konservative metafor siger.

LENE ESPERSEN FORSVAREDE i en blog i januar, at hun gerne ville skærpe velfærdsaftalen fra 2006. Præcis med argumentet om »ikke at sende regningen videre til kommende generationer«:

»Jeg ved naturligvis godt, at det ikke er populært at åbne denne her debat. Det er det aldrig. Man vinder ingen popularitetskonkurrencer på at tale om dagpenge, efterløn osv. i dansk politik. Men der er ingen vej uden om, hvis vi skal sikre, at vi fortsat kan bevare vores velfærdssamfund med alle dets goder. Hvis vi tøver nu - hvis vi svigter vores ansvar - kommer vi bare til at tage endnu værre skridt senere,« skrev den konservative leder.

Mange var i den forløbne uge enige om, at »Viden, vækst, velstand, velfærd« netop ikke fortalte, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen svigter deres ansvar eller ej. Dertil var der for højt besungne mål og for lavt mumlede retningsangivelser. En af de få angivelser af veje til målene, man fangede, var, at ungdommen i hveret fald ikke skal vide sig for sikker. Eller som det ironisk hed i Weekendavisens leder fredag:

»Men da problemet med arbejdskraftmangel jo ikke kan løses ved at revidere efterlønnen, er arbejdsprogrammets mest relevante, konkrete tiltag vedrørende uddannelserne i Danmark, at man vil revidere SU-systemet, så det »opmuntrer« de unge til at blive færdige i en fart. I Danmark er de unge nemlig en minoritetsgruppe, hvis interesser fuldkommen blegner sammenlignet med de syges, de ældres, de arbejdsløses, ja, sågar landmændenes. Så de unge kan man enes om at bruge håndfaste argumenter overfor.«