Star Tour aflyser de planlage ferierejser til Bali under indtryk af lørdagens eksplosioner på det indonesiske turistmål.
1. oktober 2005, 16:00 – opdateret 1. oktober 2005, 16:03
Det siger salgsdirektør Stig Elling.
- Vi har ingen derude, men vi har en del gæster, som skulle have været af sted fra om 14 dage, siger Stig Elling.
- Vi vil ikke gennemføre rejser foreløbig. Det kan vi ikke lægge navn til, siger Elling.
Han tilføjer, at Star Tours afgange til Bali er aflyst i hvert fald de kommende to-tre måneder, og indtil Udenrigsministeriet i sin rejsevejledning sløjfer advarslen mod at tage til Bali.
Flere mindre rejsebureauer har danske chartergæster på Bali, og hertil kommer danske rejsende, som er taget dertil på egen hånd.
Stig Elling anslår, at der måske befinder sig mellem 200 og 500 danskere på Bali lige nu. Højsæsonen for Bali-rejser begynder her i oktober.
Udenrigsministeriet skriver i sin rejsevejledning om Indonesien, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes, herunder til Bali.
Ministeriet meldte inden lørdagens eksplosioner om "vedvarende og troværdige rapporter om, at terrorister i Indonesien planlægger yderligere angreb".
/ritzau/

































