Er du en af dem, der på Facebook harcellerer over den 40-årige jetsetkvinde, der i sidste uge blev sigtet for narkohandel. Så skal du passe på. Navneforbudet gælder også dig.
4. august 2009, 06:46
Hun står arm i arm med Aqua-Lene, er tæt på kongefamilien og nu også sigtet for narkotikahandel. Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, hvem den 40-årige jet-setter er. Og de seneste dage har det bugnet med kommentarer på Facebook, Twitter og blogs, hvor kvindens navn bliver nævnt i flæng i diskussioner om navneforbud og narkotika.
Men pas på, hvad du skriver. Skriver du f.eks. på Facebook, hvad hun hedder, risikerer du, at politiet hiver dig i retten. På grund af navneforbud i sagen er det nemlig strafbart at videregive oplysninger om kvindens identitet. Loven gælder nemlig ikke kun journalister.
»Hvis du ved, at der er nedlagt navneforbud, er det strafbart at videregive personoplysninger,« siger chefjurist i Dansk Journalistforbund, Anne Louise Schelin.
»Hvis folk mødes i Netto og sladrer, er det umuligt for politiet at bevise, at navneforbuddet er overtrådt. Men hvis man videregiver oplysninger på Facebook, hvor det bliver skrevet ned, har politiet rent faktisk mulighed for at retsforfølge,« siger hun.
Advokat holder øje
Anne Louise Schelin vurderer dog ikke, at politiet vil retsforfølge de skrivelystne internetbrugere på grund af lidt name-dropping. Hos Københavns Politi er de imidlertid ikke afvisende over for at tage sager op.
»Hvis vi modtager en anmeldelse eller på anden måde bliver bekendt med, at der er begået en lovovertrædelse, vil vi selvfølgelig undersøge det,« siger politiadvokat Dorit Borgaard.
Forsvarsadvokat Jørgen Lange mener, at det er krænkende og meget ubehageligt for hans klient, at navneforbuddet bliver overtrådt. På nuværende tidspunkt har de dog ikke taget stilling til, om de vil anmelde nogen.
»Vi tager til efterretning, at navneforbuddet bliver krænket, samler sammen og overvejer situationen,« siger Jørgen Lange.
Skulle det ske, at man bliver anmeldt for at have overtrådt navneforbuddet, skal politiet dog først bevise, at man på forhånd kendte til navneforbuddet.
































