Spis mindre kød - bekæmp global opvarmning

Den røde bøf bidrager også til den globale opvarmning. Den stammer nemlig fra husdyrproduktion, der sender enorme mængder drivhusgasser ud i atmosfæren. Derfor opfordrer forskerne alle kødspisere til at holde igen med det røde kød.

Spis mindre kød og deltag aktivt i kampen mod den globale opvarmning.

Sådan lyder budskabet fra en international forskergruppe, der i det lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet undersøger sammenhængen mellem kødforbrug og global opvarmning.

Forskerne når frem til, at det er nødvendigt at reducere det gennemsnitlige daglige kødforbrug fra cirka 100 gram til 90 gram pr. person, hvis verdenssamfundet skal leve op til sin egen målsætning om, at udslippet af drivhusgasser i 2050 ikke må være højere end 2005-niveauet.

Ifølge forskerne er 90 gram et realistisk mål. De tilføjer, at højst 50 procent af kødet må være rødt kød fra drøvtyggere som køer, får og geder.

Det nuværende daglige kødforbrug på 100 gram er et globalt gennemsnit med store forskelle mellem rige og fattige lande. I lande som Danmark er forbruget hele 200-250 gram om dagen.

Ifølge oplysninger fra FNs fødevare- og landbrugsorganisation FAO bidrager landbruget med cirka en femtedel af det samlede udslip af drivhusgasser. Dermed slipper landbruget flere drivhusgasser ud i atmosfæren end f.eks. transportsektoren.

Husdyrproduktion er den helt store synder. Dyrkning af foder, transport af kreaturer, køers prutter osv. udgør således 80 procent af det samlede landbrugs bidrag til den globale opvarmning.

FAO forudser samtidig, at den globale kødproduktion vil stige fra 229 millioner ton i 1999-2001 til 465 millioner ton i 2050.

»De politiske reaktioner på sammenhængen mellem fødevareproduktion, energiforbrug, klima og sundhed bør også indeholde forsøg på at gøre noget ved det stærkt stigende kødforbrug. Det øger ikke alene de sundhedsfarer, der er forbundet med klimaforandringer. Det har også direkte betydning for en række sygdomme,« skriver forskergruppen i The Lancet.

Forskningsprofessor Jørgen E. Olesen, Danmarks Jordbrugsforskning, støtter forslaget om at spise mindre rødt kød.

»Man kan vælge at spise kød fra fisk og fjerkræ i stedet for oksekød. For det første er det sundere. For det andet er det mere energieffektivt,« siger han.

Foder til fisk og fjerkræ og til dels også grise bliver hurtigere omsat til menneskeføde, og derfor er dyrene mere energieffektive.

Men kampen mod klimaforandringer kræver meget mere end et mindre stykke kød på tallerkenen. Der skal også andre boller på suppen, understreger FAO.

Ifølge organisationen er det muligt at reducere husdyrproduktionens udslip af drivhusgasser yderligere. Bl.a. hvis udslippet af kuldioxid fra afskovning bliver reduceret. Samtidig skal dyrenes foder ændres, så de producerer mindre metangas. Desuden skal gylle og husgødning forvaltes bedre, så der bliver frigivet mindre dinitrogenoxid, lyder opfordringen fra FAO.