500 sælgere af Hus Forbi i København udstyres med solcelletasker, hvor de hjemløse kan få opladet deres mobiltelefoner.
1. maj 2009, 21:28 – opdateret 1. maj 2009, 22:02
Når man som hjemløs ikke har adgang til egen stikkontakt, og der er rift om dem, der er på herberger og varmestuer, kan det være svært at holde liv i mobiltelefonen, der i mange tilfælde kan være den eneste livline til folk uden for hjemløsemiljøet.
Men nu kan hjemløse i København snart få ladet deres mobiltelefoner op med solenergi. Om en måneds tid vil 500 sælgere af hjemløsebladet Hus Forbi gå på gaden med nye tasker, der foruden bladene er udstyret med et solcellepanel og en oplader til alle de mest almindelige mobiltelefoner.
»Det var en af de hjemløse selv, der fik ideen, som han præsenterede for os,« fortæller Tanja Møller Jensen, der er miljømedarbejder i Miljøpunkt Bispebjerg, Brønshøj, Husum, der er et af Københavns otte miljøcentre, som arbejder lokalt i bydelene for at inspirere og engagere borgere og erhvervsliv til at ændre adfærd og handle mere miljøbevidst i hverdagen.
Går i gang nu
»Vi havde aldrig selv tænkt på, at det kunne være et problem for hjemløse at få strøm til mobilen, men det er det selvfølgelig. Fem af Københavns lokalråd og alle miljøpunkterne ville gerne være med til at finansiere projektet, og Hus Forbi stillede underskudsgaranti. Vi mangler stadig 90.000 af de 300.000 kr., det vil koste, men de hjemløse spørger hele tiden, hvornår det går i gang, så det gør det nu,« siger Tanja Møller Jensen.
Det blev FAKTOR 3, som er et ungt designfirma med fokus på solenergi og bæredygtighed, der fik opgaven.
»Vi har arbejdet intenst med udviklingen i et par uger og har netop fået prototypen færdig. Hvis alt går vel, vil taskerne være på gaden i juni,« siger industriel designer Barbara Bentzen fra FAKTOR 3.
»Solcellepanelet er det mest effektive på verdensplan, det er lamineret, så det kan holde til lidt af hvert, og det kan opsamle energi i et batteri, så det også kan lade op om natten. Der er 100 institutioner på verdensplan, der minder om Hus Forbi, og vi håber meget, at ideen vil brede sig i forbindelse med klimatopmødet. For jo flere enheder, der porduceres, desto billigere bliver hver enkelt,« siger Barbara Bentzen.

































