Formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, er påvirket af Tim Sloth Jørgensens afgang som forsvarschef.
4. oktober 2009, 15:31 – opdateret 4. oktober 2009, 15:59
Det er en overrasket formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, der modtager nyheden om Tim Sloth Jørgensens afgang som forsvarschef.
Flemming Vinther havde forventet, at Tim Sloth Jørgensen og forsvarsminister Søren Gade (V) havde holdt fast i deres aftale om at mødes i løbet af i morgen, mandag. Men sådan skulle det ikke være.
- Nu er der et endnu større fokus på at få ryddet op. Vi er nødt til at have en fuldstændig afdækning af denne sag, siger Flemming Vinther.
Flemming Vinther er rystet over, at to embedsmænd fra Forsvarets øverste ledelse overhovedet har kunne finde på at fabrikere og distribuere en arabisk oversættelse af Thomas Rathsacks bog "Jæger - i krig med eliten".
- Det har givet nogle alvorlige ridser i tilliden til Forsvaret. Den tillid skal vi have genoprettet, og det skal vi stadig, selv om Tim Sloth Jørgensen ikke længere er chef, siger Flemming Vinther.
Han understreger, at han som udgangspunkt har tillid til sin ledelse, men han erkender, at denne sag har ændret ved den opfattelse.
- Nu må vi tilbage og få genskabt denne tillid. Og derfor skal vi have en nærmere redegørelse, som endevender alle sten, siger Flemming Vinther.
































