Danmarks for tiden mest vindende golfspiller pakker jernene væk for en stund for at forsvare sig mod skattesvig i København.
18. marts 2010, 11:54
Det bliver et ufrivilligt afbræk i kalenderen, når golfspilleren Søren Hansen i morgen møder op i Københavns Byret, hvor han er tiltalt for skattesvig for i underkanten af 10 millioner kroner.
Søren Hansen har ind til nu været fåmæl om sagen, der handler om, hvor han har sin bopæl og hvor han opholder sig mest. Bagmandspolitiet vil føre bevis for, at han mangler at betale millioner af kroner i skat, fordi han opholder sig mere i Danmark, end loven tillader som udenlandsdansker med adresse i Monaco.
- Nu stiller jeg jernene væk for en stund og får hele sagen overstået, siger Søren Hansen til Golf Digest.
- Jeg har ikke haft en chance for at forklare mig selv. Jeg ved, jeg er på den gode side, siger golfstjernen og ser frem mod US Masters-turneringen i April, hvor Tiger Woods gør comeback, som sin næste turnering i golfkalenderen.
































