Det forkætrede rovdyr bliver nu jaget vildt på nye måder.
6. september 2010, 17:26
Danmark skal være fri for ynglende mårhunde senest i 2015. Det er formålet med den indsatsplan mod det invasive rovdyr, som miljøminister Karen Ellemann, (V), lancerer for Vildtforvaltningsrådet på dets møde i morgen.
I første omgang satses der på at hindre udbredelsen - hidtil er mårhunde kun fundet i naturen i Jylland - og stoppe indvandringen fra Tyskland, hvor der er en stor og voksende bestand. Derfor indgår samarbejde med naboen mod syd også i planen. 1. september blev der indledt et samarbejde med Sverige og Finland.
GPS og SMS
Ind i kampen drages den nyeste teknologi såsom GPS-sendere og SMS-fælder.
GPS-senderne - også kaldet Judashalsbånd - sættes på tilfangetagne mårhunde, der, når de slippes løs, vil opsøge deres mage og eventuelle unger eller en ny mage, der derefter aflives. Et vist antal mårhunde kan holdes i et såkaldt mårhundehotel, så de kan tages til forskellige steder i landet efter behov.
SMS-fælder er fælder, der sender en SMS, når der er fangst, så de ikke behøver regelmæssig tilsyn. Andre former for fælder og grave, præmier for at aflevere døde mårhunde og andre former for regulering er også i spil.
I forvejen er jagt på mårhunde tilladt hele året.
Fare for fugle
Når mårhunden i den grad skal være jaget vildt, skyldes det, at den er til stor fare for ikke mindst jordrugende fugle. Da den i modsætning til ræve ikke har vandskræk, kan den udryddee fuglekolonier på småøerne.
Den er også til fare for padder og små pattedyr og kan muligvis fortrænge hjemmehørende arter som ræve og grævlinge. Desuden er den bærer af en livsfarlig bændelorm og muligvis andre andre smittende sygdomme.
Mårhunden, der kan forveksles med en vaskebjørn er hjemmehørende i Østasien, men blev i årene 1928-1955 sat ud i det daværende USSR for pelsjagtens skyld.
Siden har den bredt sig eksplosivt, især i Finland og Østeuropa.
Herhjemme har den også været populær som kæledyr.

































