Smædekampagne mod højreekstremister

Anonym venstrefløjsgruppe har ført kampagne mod navngivne personer på højrefløjen.

I en ny kampagne går en gruppe venstre-ekstremister direkte efter privatpersoner på den yderste højrefløj, skriver Politiken Lørdag. Ved flere aktioner, som gruppen også omtaler på sin hjemmeside, har den sendt breve om en række navngivne personers politiske tilhørsforhold til arbejdspladser og forældre. Desuden har aktivisterne sat flere hundrede klistermærker med lignende indhold op i en række personers lokalområde under sloganet 'Kend din lokale nazist', oplyser politiet.

12 personer, de fleste fra det højreradikale Dansk Front, er blevet udsat for aktionen. Efterfølgende har flere set sig nødsaget til at flytte fra lokalområdet af frygt for yderligere optrapning. Andre har været tæt på at miste jobbet, fordi arbejdsgiveren ikke ønskede unødig blæst om arbejdspladsen. på grund af kampagnen.

Både eksperter og det brede venstrefløjsmiljø kritiserer aktionerne skarpt:

»Denne form for selvjustits er fuldstændig uacceptabel, for det er jo ikke forbudt i Danmark at være nazist«, siger Birgit Kofod Olsen, leder af den nationale afdeling på Institut for Menneskerettigheder. Dansk Front er på vej med et søgsmål mod gruppen bag kampagnen og hjemmesiden. Personerne bag kampagnen 'Kend din lokale nazist' har valgt ikke at stå frem offentligt. Gruppen har ikke svaret på spørgsmål, men efter Politikens henvendelser er hjemmesiden ikke længere tilgængelig.

Kilde: Politiken