12. maj 2008, 19:19 – opdateret 12. maj 2008, 21:49

Det var svært at se, hvad det havde med matematik at gøre, når frk. Kirkegaard spadserede rundt mellem bordene og indlevende gestikulerede, mens hun med knivskarp sopranstemme sang »Op al den ting, som Gud har gjort«. Men det gjorde hun altså langt ude i Vestjylland, mens 70erne gik på hæld, og de nye mere afslappede pædagogiske strømninger var noget, der foregik længere inde i landet. I byen sagde de, at hun var en støtte af Indre Mission, hvilket ellers ikke var en del af det meget grundtvigianske lokalsamfund, som jeg kommer fra, men hendes trang til at undervise 2. klasses-poder i kristen salmesang ved enhver given lejlighed lugtede måske nok lidt derhenad.

I radioen spillede de Shubiduas »Danmark« – den med storken, der er en dejlig flyver og præstens kone, der står på hænder for sin bror – og den ville vi noget hellere skråle med på end Brorsons tekst fra 1734 til en bøhmisk melodi fra midten af 1500-tallet. Men det var ikke en del af frk. Kirkegaards pensum, og min glæde ved at synge i skolen kunne ligge på et meget lille sted i de år.

En kollega på redaktionen er også vokset op derude, hvor der er mere sand end muld under skoene, og han har haft lignende oplevelser med frk. Lundgaard. Hun var gammeljomfru og tvang ubønhørligt børnene til at synge »Det var en lørdag aften«. Hun elskede at synge, men brød sig ikke om børn. Og når lille Bjarne i begejstring over »I dag er det Oles fødselsdag« trommede takten i bordet, fik han en skarp reprimande. Det kom så vidt, at han aldrig siden fik en tone i livet.

Skal slå bro mellem gammelt og nyt
I dag sidder der en politiker på Christiansborg, der er langt fra både frk. Kirkegaard og frk. Lundgaard. Charlotte Dyremose (K) er ung, blond og nybagt mor, og i samarbejde med en anden ung konservativ kvinde – folketingskandidat og tidligere studievært på TV-Avisen Paula Larrain – håber hun at kunne gøre det til en daglig glæde for danske skolebørn at hive deres helt egen folkeskolesangbog op af rygsækken og skråle i kor.

»Det skal være sange, der er relevante i dag. Der må gerne være moderne popsange, som børnene kender, eller som er en slags moderne klassikere. Men der skal også være de historiske sange, så det skal være en sangbog, der slår bro mellem Grundtvig og Hvalen Hvalborg,« siger Charlotte Dyremose om sangbogen, som får både moralsk og økonomisk støtte fra regeringen i skikkelse af kulturminister Brian Mikkelsen (K) og undervisningsminister Bertel Haarder (V).

Det er meningen, at landets skolebørn skal tages med på råd, når sangbogen skal udformes, og der er masser af grunde til at få børn til at finde glæden ved at synge, mener politikerne. Det handler bl.a. om at kende sine rødder i en rodløs tid. Det handler om at opnå fællesskaber i et polariseret samfund. Det handler om at slå bro mellem folk fra Ishøj og Irak, om at sætte spot på hvad det betyder at bo i Danmark, om historie og om at styrke indlæringsevnen.

Sang hjælper på indlæringen
Anne Bamford, der er professor ved Wimbledon School of Art i London, offentliggjorde i 2006 en rapport bestilt af Undervisningsministeriet – »The Ildsjæl in the Classroom«. Hun havde analyseret undervisningen i de kreative fag i folkeskolen, og hun kritiserer, at de kreative fag i Danmark betragtes som en pause i undervisningen. For ifølge hende er der en direkte sammenhæng mellem, hvor godt eleverne klarer sig i de internationale PISA-undersøgelser, og hvor mange kreative fag, der er på skoleskemaet i de pågældende lande. Danmark klarer sig relativt dårligt i de undersøgelser.

»Sang er med til at øge indlæringen. Det hjælper sprogudviklingen, og man kan kommunikere mellem folk med sang,« siger Birgit Bergholt, sekretariatsleder og projektkoordinator i Sangens År, der glæder sig over initiativet til folkeskolesangbogen.

4. klasser får sangbog i år
Men der er endnu mere på vej. For Sangens År har netop fået penge af Bikubenfonden til at udgive en sangbog på 100 sange til alle landets 4. klasser, og her er det blandt andet meningen, at der skal være plads til udenlandske sange.

»Der er masser af gode sange på andre sprog. Også på iransk for eksempel, og de sange vil vi gerne have med for at øge forskellige befolkningsgruppers forståelse for hinanden,« siger Birgit Bergholt.

Det havde vi ikke brug for ude i Vestjylland i 70erne. Dér var alle børn lige blege, blev døbt og konfirmeret i den samme lokale kirke, gik til dans i forsamlinghuset og fodbold i den lokale klub. Vi læste den samme avis, så alle sammen Jens Okking som strømer i »En by i provinsen« på fjernsynets eneste kanal og sang de samme sange til jul, påske, pinse og sankthans.

Til gengæld kunne frk. Kirkegaard og frk. Lundgaard egentlig godt have brugt en bedre sangbog.