Skibschef: Beredskab mod olie truet

Chefen for et af Søværnets miljøskibe anklager Forsvaret for at nedprioritere havmiljøet og advarer mod at flytte miljøskibe fra København til Nordjylland. Søværnet henviser til, at der er truffet en politisk beslutning, som skal gennemføres bedst muligt.

Danmarks olieberedskab på havet er truet, og forsvaret, der har ansvaret for Danmarks miljøskibe, sjofler havmiljøet og skibene og deres besætninger.

Sådan lyder et skarpt udfald mod Forsvarets ledelse og de politikere, der har besluttet at flytte to af Danmarks miljøskibe fra København til Frederikshavn fra 1. oktober.

Angrebet kommer i form af et læserbrev, skrevet af chefen for miljøskibet »Marie Miljø«, premierløjtnant Kasper Thomassen. »Marie Miljø« har base i Korsør og er ikke truet af flytning til Nordjylland. Men alligevel advarer skibschefen i usædvanlige vendinger mod at gennemføre flytningen af de to skibe, fordi mange besætningsmedlemmer ikke vil flytte med skibene til Nordjylland. Derved vil Søværnet miste så meget kompetence, at olieberedskabet vil blive svækket »mange år frem«.

Stabschefen i Søværnets Operative Kommando, flotiljeadmiral Henrik Andersen, mener, at skibschefen fra miljøskibet »tager munden for fuld«. Men han medgiver, at der er en risiko for, at besætningerne på de to skibe ikke vil følge med skibene.

»Vi er meget bevidste om, at der kan komme et dræn af viden. Men det er en politisk beslutning, baseret på en risikoanalyse, og så er det vores opgave at minimere det dræn mest muligt,« siger Henrik Andersen.

Samtidig anklager skibschefen sine overordnede i Forsvarets ledelse for at nedprioritere havmiljøet. Ifølge Kasper Thomassen er tjeneste i miljøskibene i sig selv en forhindring for at gøre karriere i Forsvaret.

»Kernen i problemet er, at der er for få og for gamle skibe til at løse opgaven. Vi sejler for langsomt, er for få mennesker om bord og er ikke i stand til at beskytte vore besætninger mod de skadelige stoffer, vi udsættes for«, skriver Kasper Thomasson i artiklen, der offentliggøres i dag i Søværnets Konstabelforenings blad.

Tærer på vejvilje
Han påpeger også, at forsvaret ikke vil betale besætningerne for at være klar til at møde i tilfælde af et olieudslip. I dag bygger beredskabet på besætningernes velvilje, så et miljøskib typisk kan være klar til at sejle efter fire timer.

»Men man må forudse, at det tærer på velviljen, når man flytter deres skib så langt, det overhovedet er muligt«, skriver han. Flotiljeadmiral Henrik Andersen medgiver, at besætningerne ikke er på tilkaldevagt. »Men det er jo et spørgsmål om de ressourcer, man vil afsætte til opgaven«, siger han. Han tilføjer, at Søværnet planlægger en overgangsordning med økonomisk støtte til besætningerne i to år.

Flere af forsvarsordførerne fremhæver, at en risikoanalyse fra rådgivningsfirmaet COWI har anbefalet at flytte skibene. Men Socialdemokraternes ordfører, John Dyrby Paulsen, vil nu bede forsvarsminister Søren Gade om at forholde sig til skibschefens anklager. Dansk Folkepartis ordfører, Ib Poulsen, forventer, at der vil blive afsat penge til nye skibe i næste forsvarsforlig. Men i Forsvarskommandoen undersøger man også mulighederne for at udlicitere hele miljøopgaven. Skibschef Kasper Thomassen kalder det »en svinestreg«, hvis man først flytter besætningerne til Nordjylland og derefter udliciterer deres job.