Amatøragtigt og ikke godt nok. SF giver videnskabsministeren skarp kritik for de mange afviste ansøgere.
30. juli 2010, 16:20
Socialistisk Folkeparti kalder Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) i samråd, efter det fredag blev offentliggjort, at rekordmange ansøgere er blevet afvist af landets universiteter.
- Det er dybt problematisk, at vi igen i år kan se, at op mod otte tusind unge ikke bliver optaget på de videregående uddannelser, siger Jonas Dahl, universitetsordfører i SF.
Læs også: Vil du høre svaret, Mads?
7949 ansøgere har fået afslag i år mod 7811 i 2009.
Steget med 13 procent
Charlotte Sahl-Madsen peger på, at antallet af optagne er steget med 13 procent i forhold til 2009.
- Universitets- og Byggestyrelsen er hele tiden i dialog med universiteterne, det har de også været hen over foråret, da kvote to tallene var kendt, og jeg er sikker på, at det også er noget af den dialog, der gør, at der er øget optag på universiteterne, siger Charlotte Sahl-Madsen.
Grafik: Højdepunkter fra optagelsen 2010
Der var en hidtil uset mængde ansøgere til de videregående uddannelser i år. Det har resulteret i, at der både er sat ny rekord for flest optagne og for flest afviste. Der er blevet optaget 23.030 på landets universiteter.
Brev til universiteter
For tre ugers tid siden, da man kendte antallet af kvote et ansøgninger, skrev Videnskabsministeren et brev til landets otte universiteter og bad dem om at øge antallet af studiepladser.
Læs også: Her skal man have 10,9 i snit
Det er problematisk, at ministeren beder universiteterne om at øge antallet af optagne uden at tilføre midler til de ekstra studiepladser, mener SF.
I den forbindelse peger ministeren på, at der følger taxameterpenge med for hver studerende, universiteterne optager, og at der derudover er afsat seks milliarder kroner til at forny laboratorier og undervisningsfaciliteter.
/ritzau/

































