Syddansk Universitet melder sig nu ud af en reklamekampagne, der skal få unge til at studere i Esbjerg.
10. februar 2010, 11:54
En sexet markedsføring af studiebyen Esbjerg rimer ikke på et seriøst studieliv. Sådan lyder meldingen fra Syddansk Universitet, der nu melder sig ud af en reklamekampagne, der har til formål at gøre unge mennesker opmærksom på Esbjerg som studieby.
- Vi synes ikke om det billedmateriale, man bliver præsenteret for i kampagnen. Det sender et forkert signal i forhold til, at vi er et seriøst universitet, siger Jens Oddershede, der er rektor ved Syddansk Universitet, som har en afdeling i Esbjerg.
I alt er der postet 900.000 kroner i kampagnen, hvoraf de 500.000 kroner kommer fra byens fem videregående uddannelsesinstitutioner, mens Esbjerg Kommune betaler resten.
Glade for produktet
På en af reklamerne optræder en letpåklædt studine i telefonsamtale med sin mor, hvor hun referer til gruppearbejde, mens tre muskuløse fyre i bar overkrop venter henslængt i en sofa i baggrunden. På en anden reklame fortæller en mandlig studerende over telefonen, at han gør rent og "alt blir' poleret" til sin mor, mens en stuepige i kort kjole står foroverbøjet ved hans side.
Se kampagnen her.
Studiebyen Esbjerg sælger sig selv under mottoet »Uddannelsen er der tjek på...« - resten må du selv klare«. Esbjerg Erhvervsudvikling står bag reklamen, og markeringschef Pernille Krag Rühe finder det "beklageligt og ærgerligt", at Syddansk Universitet nu trækker støtten til kampagnen.
- Det kommer bag mig, for de har bakket op indtil nu. Vi lytter selvfølgelig til den respons, vi får, men det afhænger også af øjnene, der ser. Vi er godt klar over, at vi er gået til kanten, men jeg er stadig tilfreds med det, jeg har købt, siger Pernille Krag Rühe.
Har intet med fiskerbyen at gøre
Men kæden hopper af for kampagnen, mener forsker med speciale i reklamer Jesper Clements fra Copenhagen Business School. For selvom kampagnen med sit tydelige spil på sex vil tiltrække sig opmærksomhed, så sælger den ikke budskabet om, at de unge skal vælge Esbjerg som studieby.
- Sex fungerer til at tiltrække sig opmærksomhed ved både kvinder og mænd. Men den er for tynd. Hjernen skal lede længe for at afkode, at eksempelvis gruppearbejde kan forstås på to måder, siger han og uddyber:
- Jeg tror ikke, at kampagnen vil afføde en adfærdsændring hos de unge. Reklamerne har ikke sammenhæng med studielivet, og de færreste vil udfylde et ansøgningsskema for at komme til at studere og bo i Esbjerg på den baggrund.

































