Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Sengen er bedste kur mod H1N1

Selv om mange raske mennesker er døde af H1N1, er der ingen grund til panik. Læs en influenzaeksperts råd til, hvordan du kommer uskadt igennem en H1N1-infektion.

Din egen seng er det bedste middel til at slippe af med en H1N1-virus.

Det vurderer professor i virussygdomme ved Institut for International Sundhed på Københavns Universitet, Jens Lundgren.

Det faktum, at der på verdensplan er mange raske mennesker, der er døde som følge af H1N1, ser han intet alarmerende i. Folk skal bare huske at blive hjemme i sengen og være opmærksom på, hvordan sygdommen udvikler sig.

- Der er nogle praktiske forholdregler, der skal indskærpes. Det er vigtigt, at folk forstår, at de skal blive i sengen, hvis de bliver ramt af H1N1. Man skal tillade kroppen at nedkæmpe infektionen under de mest gunstige forhold. Og det er hjemme i sengen, siger Jens Lundgren til Berlingske.dk, og tilføjer, at man derved også undgår at smitte andre mennesker.

Han forklarer, at risikoen for at få bakterielle infektioner øges ved en influenza – og det er disse infektioner, der er farlige. Risikoen er stadig lille, men nogle H1N1-ramte vil opleve at blive ramt af eksempelvis en stafylokok-lungebetændelse. Bliver den ikke behandlet, kan den være dødelig.

Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan ens helbredstilstand udvikler sig, mens man er sengeliggende.

- De bakterielle infektioner opstår typisk 3-6 dage efter influenzaen er startet. Altså på det tidspunkt, hvor man normalt vil opleve at få det bedre igen. Hvis symptomerne forværres kraftigt, og man oplever et tilbagefald, skal man kontakte lægen, siger Jens Lundgren.

Ikke til at tage fejl af
Nogle af de symptomer, man her vil kunne mærke, er en feberstigning, kortåndethed, at man begynder at ryste voldsomt eller føler sig omtåget.

Der er ingen grund til bekymring for, at symptomerne kommer snigende.

- Det vil stå klart for dem, der oplever et tilbagefald, at der er noget galt. De vil ikke være i tvivl. Og da skal man selvfølgelig agere og kontakte sin læge, siger Jens Lundgren.

De bakterielle infektioner vil blive bekæmpet med antibiotika, og i Sundhedsstyrelsens beredskabsplan har man da også forberedt sig på, at der under en influenzaepidemi vil blive et øget behov for at udskrivningen af antibiotika.

Ignorer det ikke
Ved enhver influenzaepidemi dør også raske og unge mennesker. Men så længe man er opmærksom, er der altså ikke det store at frygte.

- Alle foreløbige data viser, at også raske mennesker dør af H1N1. Men det er ikke overraskende og det altafgørende er altså, at folk er opmærksomme på, hvad de skal foretage sig, hvis de bliver ramt af H1N1, siger Jens Lundgren.

Det altafgørende er ikke at ignorere symptomerne.

- Hvis man ikke er opmærksom på symptomerne, men ignorerer dem, bliver det et problem. Du skal ikke spille helt og gå på arbejde. Hvis du bliver ved med at få det dårligere og ikke gør noget ved det, kan der opstå alvorlige komplikationer - også for raske mennesker, siger Jens Lundgren, men pointerer, at det altså er problemer, man kan imødegå.