Politiet har smidt omkring tyve tåregas-granater ud for Sandholm-lejren for at få aktivister væk fra asylcentrets område. Demonstrationen er officielt opløst.
25. oktober 2008, 16:06
Sandholmlejren i Nordsjælland lignede ved 16-tiden en krigszone.
Tåregassen lå i tunge kvalmende skyer over barakkerne og markerne. Kampene bølgede frem og tilbage mellem maskerede aktivister og kampklædt politi.
21 familier er blevet forflyttet fra lejren for at undgå psykiske skader.
Men for de resterende asylansøgere, hvoraf mange lider af alvorlige krigstraumer, må det være en skræmmende oplevelse at kigge ud ad vinduerne i barakkerne.
Politiet meddelte i megafoner kl. 15.55 at demonstrationen officielt er opløst.
Men demonstranterne gør ikke mine til at trække sig tilbage.
Ca. tyve tåregas-granater er smidt, og det har i første omgang tvunget den første angrebsbølge fra aktivisterne tilbage.
100 aktivister er inde på lejrens område
Nogle af demonstranterne har smidt tøjbamser ind mod bygningerne i lejren, mens andre har travlt med at vælte hegnet flere forskellige steder omkring lejren.
Mange af demonstranterne er velforberedte og bruger gasmasker. Samtidig er de i fuld gang med at bygge barrikader af hegnet. Flere demonstranter angriber politibiler.
Omkring 100 aktivister er nu inde på lejrens område.
Politiet anholder demonstranter i bundter, mens tåregassen regner ned over resten. Alligevel er der udbrudt jubel blandt de demonstranter som befinder sig foran Sandholmlejren, fordi det er lykkedes at trænge ind i lejren.
200-300 demonstranter har samlet sig på det militære område nord for lejren. Demonstrationen der har varet siden klokken 12, er en protest mod den danske udlændingepolitik.
































