Der er klare økonomiske gevinster at høste, hvis skatten på høje indkomster blev sat ned. Når topskatten sænkes med 100 kroner, får staten 120 kroner i kassen, viser ny forskning fra Rockwool Fonden.
23. november 2006, 22:45 – opdateret 24. november 2006, 19:13
Danmark kunne blive et rigere land og få en markant højere velstand, hvis skatten på især høje indkomster blev sat ned.
Lavere topskatter vil tilmed mere end kunne betale sig selv og øge statens indtægter, fordi det skaber større arbejdslyst og mere dynamik.
Det konkluderer et nyt forskningsarbejde fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, som i dag præsenteres i bogform under titlen "Skat, arbejde og lighed."
Uafhængige forskere står bag analysen, der for første gang klart dokumenterer, at en lavere topskat i Danmark kan give store økonomiske gevinster, simpelthen fordi de velstillede så vil skrue op for arbejdsblusset, gå mere målrettet efter lønforhøjelser og forfremmelser og også i højere grad efteruddanne sig og flytte bopæl efter bedre betalte job.
Det betyder, at det offentlige vil få flere penge i kassen, hvis de høje marginalskatter blev sat ned. Staten vil kunne få 120 kroner i kassen for hver 100 kroner, topskatten sættes ned, fremgår det af analysen.
Underdirektør i Dansk Industri Tina Roed siger, at der nu endelig foreligger solid dokumentation for, at topskatten i Danmark skader mere, end den gavner:
- Topskat ødelægger utrolig meget, fordi folk mister lysten til at arbejde og yde en ekstra indsats. Det er der nu endelig sikre beviser for.
De nye analyser rammer lige ind i de aktuelle skattekrusninger i regeringen. Venstre vil ikke sænke skatterne, før der er et økonomisk råderum til det, mens de Konservative presser på for skattelettelser, så der bliver råd til fremtidens velfærd.
- Op mod hver anden dansker betaler jo nærmest to tredjedele af sin indkomst i skat. Velfærden kan ikke hænge sammen, hvis det fortsætter. Så holder folk op med at arbejde, så flytter folk ud af landet, og så gider ingen tage overarbejde, siger den konservative skatteordfører Charlotte Dyremose.
Skatteminister Kristian Jensen (V) erkender, at de høje marginalskatter er "et problem".
Rockwool Fondens Forskningenhed konkluderer også, at den høje grad af økonomisk lighed i Danmark, som sikres gennem høje skatter og gode sociale ydelser, koster et kæmpe tab af velfærd.
"Desto mere ligeligt kagen fordeles, desto mindre vil den være," hedder det i analysen.
BUSINESS /7
LEDER, MAGASIN /12
































