13. marts 2008, 21:22 – opdateret 13. marts 2008, 21:55

Journaler over sager med socialt udsatte børn og unge har nået loftet på sagsbehandlernes skriveborde i Kalundborg Kommune. Arbejdspresset er så stort, at langtfra alle sager når at blive behandlet, og det kan få alvorlige konsekvenser for de børn, der bliver overset. Nu er nok nok, lyder opråbet fra en række socialrådgivere, der sidder med børn og unge i den vestsjællandske kommune.

»Papirarbejdet for hver sag er så omfattende. at vi simpelthen ikke kan nå at tage os af alle sagerne. Det er utroligt frustrerende at vide, at mange børn fortsat må leve uden den hjælp, de har brug for,« siger en socialrådgiver fra Kalundborg Kommune, der ønsker at være anonym af frygt for efterspillet.

I december 2007 skrev socialrådgiveren, sammen med 15 kolleger et brev til politikerne i Kalundborgs Børne og Unge udvalg. I brevet skriver de blandt andet, at de ikke længere kan tage ansvar for, at den sociale lovgivning bliver overholdt.

Problemerne i Kalundborg dukker op omtrent et år efter, at den sidste dom blev afsagt i den såkaldte Tønder-sag.

Sagen om en faders sexmisbrug af to søstre – hvoraf den ene blev solgt til sex med fremmede mænd – fik et omfattende politisk efterspil, blandt andet fordi det viste sig, at Tønder Kommune var blevet advaret om, at der var problemer med familien, men ikke havde haft ressourcer til at undersøge sagen til bunds.

Dengang var man enige om, at en Tønder-sag aldrig må gentage sig. Alligevel viser det sig nu, at flere kommuner ikke når bunken med indberettede sager igennem, og at mange sager bliver behandlet så langsomt, at de overskrider tidsfristen i lovgivningen. Den siger nemlig, at en såkaldt §50-undersøgelse, som skal sættes i gang, hver gang en kommune får kendskab til, et barn ikke trives, skal være afsluttet inden fire måneder.

»De ting, børnene ikke får hjælp til i deres barndom, kommer ofte til at fylde i deres voksenliv også. De kommer til at gå med alvorlige traumer hele livet, og vi ser også, at der for eksempel er en øget risiko for, at de bliver kriminelle senere,« siger førnævnte socialrådgiver til Berlingske Tidende.

Grænse for effektivitet
Familiechef i børne- og ungeafdelingen, Jens Peter Borup, kender til den pressede situation.

»Selvfølgelig skal vi gøre vores arbejde godt og overholde loven. Vi kan blive bedre til at planlægge og effektivisere. Men der er en øvre grænse for, hvor hurtigt vi kan arbejde med de ressourcer, vi har til rådighed,« siger han. Jens Peter Borup mener, at man skal finde forklaringen i den såkaldte anbringelsesreform fra 2006:

»Med reformen kom kravet om øget dokumentation på alt, hvad vi foretager os. De §50-undersøgelser, som vi skal foretage, hver gang vi får en ny sag, er blevet meget formelle og tidskrævende.«

I Vejle Kommune nikker familiechef Ole Bjerre Jakobsen genkendende til Kalundborgs problemer. Han mener, at det er et problem, de fleste kommuner i landet må kende til. »Det er langtfra et enestående fænomen. Grundlæggende handler det om ressourcer, og stort set siden kommunalreformen trådte i kraft, har vi haft ledige rådgiverstillinger,« siger Ole Bjerre Jakobsen.

En ny opgørelse fra Københavns Kommune viser, at lignende problemer findes i hovedstaden. I løbet af 2007 har kommunens socialcentre overskredet den gældende tidsfrist på fire måneder for udførelsen af §50-undersøgelser i 34 procent af sagerne.

»Det er rigtigt, at der er nogle sager, hvor vi ikke får lavet §50-undersøgelser, det er jeg ikke i tvivl om. Men jeg vurderer, at i de fleste af de 34 procent af sagerne handler det om, at vores sagsbehandlere ikke får registreret, at de er færdige med undersøgelsen, fordi de er under et væsentligt arbejdspres,« siger Tobias Børner Stax, som er kontorchef i Socialforvaltningens mål- og rammekontor for børnefamilier.

Problemet har været kendt i kommunen i et par år, og man har taget forskellige initiativer for at komme det til livs. Blandt andet har man omstruktureret arbejdet og udbygget kommunens ledelsesinformation. Selvom resultaterne kun så småt er begyndt at vise sig, er Tobias Børner Stax optimistisk.

Mangler ressourcer
»Jeg forventer, at vi snart vil se effekten at vores tiltag, men samtidig er det et område, hvor der mangler ressourcer. For det er et vigtigt undersøgelsesarbejde, og det er ikke i orden, hvis det ikke bliver gjort grundigt,« siger Tobias Børner Stax.

Hos Børns Vilkår er man bekymrede. Det øgede arbejdspres på sagsbehandlerne rammer de socialt udsatte børn, siger Bente Boserup, der er leder af rådgivningen i Børns Vilkår.

»De kommunale medarbejdere er meget trængte, og det betyder, at de er hurtigere til at afvise sager, specielt når børn selv kommer til kommunen med deres problemer. Sagsbehandlerne sender dem hjem med beskeden om, at det bare er teenage-problemer, og at de må blive gode venner med deres forældre. Men når børn, der mistrives, selv søger hjælp, så er det altså mere end bare, fordi de ikke har måttet gå til en fest,« siger Bente Boserup og forklarer, at en del af de børn, der afvises i kommunen, ringer til børnetelefonen, og at sagerne på den måde kommer til Børns Vilkår.