Her får du overblikket over de centrale udlændingeregler og Berlingske Tidendes afsløringer om Udlændingeservice samt sagens konsekvenser.
23. juli 2008, 12:42
Reglerne
24 års reglen
Danske statsborgere eller personer med opholdstilladelse i Danmark kan ikke blive familiesammenført med en udenlandsk ægtefælle, hvis én af parterne – eller begge - er under 24 år. Reglen skal forhindre tvangsægteskaber.
EU-reglerne
EU-borgere kan – uanset alder - frit bosætte sig med ægtefælle og tage arbejde i hvilket som helst EU-land. Danske statsborgere kan efter et arbejdsophold i et andet EU-land flytte tilbage til Danmark med ægtefælle.
Kendelse fra EF-domstolen 2004
Det er helt legalt, hvis en EU-borger tager ophold i et andet EU-land alene med det formål at kunne vende tilbage til sit hjemland med en ægtefælle i henhold til EU-reglerne. Det afgørende er, at EU-borgeren arbejder eller søger arbejde.
Det har Berlingske Tidende afsløret
- I flere år har Udlændingeservice i strid med forvaltningsloven undladt eller nægtet at informere om, at danskerne helt lovligt kunne undgå 24-årsreglen og tilknytningskravet ved at tage et job i et andet EU-land i mellem to og ti uger. (10.07.2008)
- Fortielserne er sket på trods af, at Integrationsministeriet siden 2004 har været bekendt med en vejledning fra Arbejdsdirektoratet til landets kommuner, som foreskriver, at man efter bare ti ugers arbejde er omfattet af EU-reglerne. (11.07.2008)
- Ifølge forvaltningsretseksperterne professor Hjalte Rasmussen, Københavns Universitet og professor Claus Haagen Jensen er det endda nok at søge et job i et andet EU-land for at blive omfattet af EU-reglerne. (14.07.2008)
- I en periode – for et par år tilbage – nægtede medarbejdere i Udlændingeservice i strid med udlændingelovgivningen at tage imod skriftlige ansøgninger om familiesammenføring i henhold til EU-reglerne. Den praksis er ophørt. (18.07.2008)
- På baggrund af to domme fra EF-domstolen vurderede Integrationsministeriet i et notat i december 2004, at alt taler for, at studerende og selvforsørgende – i lighed med arbejdstagere og selvstændige – er omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed. Alligevel bliver konklusionen, at der skal administreres efter de strammere danske regler. (19.07.2008)
Sagens foreløbige konsekvenser
Ny vejledning
Udlændingeservice har efter Berlingske Tidendes afsløringer tydeliggjort vejledningen på hjemmesiden for ægtefællesammenføring til danske statsborgere efter EU-retten. (10.07.2008)
Undersøgelse
Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen har af egen drift besluttet at gå ind i sagen om, at Udlændingeservice i flere år har nægtet eller undladt at vejlede om familiesammenføring via EU-reglerne. Det skete med direkte henvisning til Berlingske Tidendes afsløringer. Ombudsmanden har krævet en skriftlig redegørelse fra Udlændingeservice inden udgangen af august. (12.07.2008)
Ministrenes rolle
Både den nuværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) og hendes forgænger Rikke Hvilshøj (V) har i Folketinget – på direkte spørgsmål - undladt at informere om EU-rettighederne. Ifølge eksperter er det enten brud på vejledningspligten eller på vippen til at være det. (11.07.2008 og 16.07.2008).
































