Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Sådan fejres den nye prins

Kanoner, flag og særlige gallauniformer kommer frem i solen, efter Prins Joachim og Prinsesse Marie i morges fik en lille prins.


Den lille nye prins hilses officielt velkommen med kanonsalutter kl. 12 i dag fra Batteriet Sixtus på Holmen i København og fra Kronborg Slot i Helsingør.

Det er en tradition, der går helt tilbage fra vikingetiden, hvor vigtige begivenheder blev meddelt med bål fra bavnehøje landet over, oplyser Kongehuset.

De fire kanoner på Sixtus, der er fra 1944, betjenes af Søværnets personel, mens de 17 kanoner på Kronborg, der er fra 1766-69, betjenes af artillerister fra Hæren. Begge steder skydes der med sortkrudt.

Bybusserne flagede på forhånd
Bybusserne kører med flag på. Det er naturligvis for at fejre den veloverståede fødsel, men også i anledning af Danmarks befrielse i 1945. Halvbrødrene, fætteren og kusinen til den lille nye må vente, til de bliver 18 år, før der flages over hele landet på deres fødselsdag, men på grund af befrielsen vil det altid være flag på busserne på den nye prins´ fødselsdag.

Også fra officielle bygninger flages der, og selvfølgelig gik flaget til tops på Schackenborgs flagstang fra morgenstunden.

Vagtgalla
Den Kongelige Livgarde er trukket i den såkaldt blå vagtgalla, der adskiller sig fra den almindelige vagtuniform ved en fangsnor, som er fastgjort i bjørneskindshuen og går rundt vom halsen. Dens oprindelige funktion var at sikre, at garderen ikke tabte sin bjørneskindshue i kamp, og den er for menige og befalingsmænds vedkommende en hvid bomuldssnor, mens den, officererne bærer, er i guldtrækkeri.

Hilsner og lykønskninger til prinsesse Marie og prins Joachim kan sendes til Hofmarskallatet, Det Gule Palæ, Amaliegade 18, 1256 København K eller afleveres personligt i Porten til Det Gule Palæ i åbningstiden kl. 9.00 - 16.00.

Danmarks nye prins, nummer syv i den danske tronarvefølge, blev født på Rigshospitalet klokken 04:57 her til morgen. Han måler 49 centimeter og vejer 3032 gram.

Den nyfødte er dronning Margrethes og prins Henriks femte barnebarn. Foruden Nikolai og Felix er de bedsteforældre til kronprins Frederiks og kronprinsesse Marys to børn, Christian på tre år og Isabella, der lige er fyldt to.