Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Så meget kan dit hus holde til

Huse med fejl i byggekonstruktionen risikerer at slå revner oven på morgenens jordskælv. Men generelt skal der langt større rystelser til for at gøre skade på danske huse, vurderer byggesagkyndig.

Hvad enten du bor i en gammel murstensvilla eller på sjette sal i en etageejendom, bør du ikke være bekymret for, om bygningen har taget skade af rystelserne fra morgenens jordskælv.

- Danske huse og broer kan generelt modstå langt større ydre påvirkninger, end det vi har oplevet i dag, lyder det fra civilingeniør Eilif Svensson, der er ekspert i byggekonstruktioner.

I modsætning til andre lande som Japan og New Zealand, hvor jordskælv ofte forekommer, er danske huse ikke designet til at kunne modstå jordskælv. Men husene er robuste, og kan sagtens stå imod rystelserne fra et mindre jordskælv, som det der ramte Danmark i dag.

- I midten af 80’erne havde vi et jordskælv af samme størrelse. Det er noget, der kan forekomme. Men rystelserne er begrænsede, og derfor vil det undre mig meget, hvis der er huse, der har taget alvorligt skade, siger Eilif Svensson.

Syge bygninger kan slå revner
Der er ikke forskel på, om bygningerne er nye eller gamle, eller om de er lavet af træ, mursten eller beton.

Huset robusthed afhænger af konstruktionen, og det er typisk ved ekstreme påvirkninger som storme og jordskælv, at forsømmelser i konstruktionen kommer til udtryk.

- Det er de syge og fejlbehæftede bygninger, der er mest udsatte. Men forsømmelserne i udførelserne giver sig som regel først til kende, når de bliver udsat for ydre påvirkning, og så er skaden sket, siger Eilif Svensson.

Han mener dog ikke, at der er nogen, der bør frygte, at bygninger vil falde sammen.

- Der kan sagtens være huse, der har fået revner, men det vil være i begrænset omfang, lyder det.

Ifølge Eilif Svensson skal et jordskælv nå et godt stykke over 5 på Richterskalaen, før det udgør en fare for danske bygninger og broer.