I dag er den lille runde røde 25-øre gangbar mønt for sidste gang.
29. september 2008, 22:30
Tre Pinnocio-kugler eller en ært og – hvis man har ca. 4.000 af dem – et par brudesko. Det er sådan cirka, hvad man kan få for 25 ører i dag. I gamle dage kunne man også få to ti-ører og en fem-øre og endnu længere tilbage f.eks. ti to-ører og fem en-ører, men de blev afskaffet i henholdsvis 1989 og 1973, og i morgen er det så 25-ørens tur til at blive udfaset, som det hedder i dag, efter 133 års tro tjeneste og i sin nuværende udformning siden 1991.
Dermed dør også vittigheder i stil med: »God dag, jeg vil gerne have for 25 ører Skoda’er, flest af de røde.«
Fra i morgen kan den lille bronzemønt ikke længere bruges som kontant betalingsmiddel, selv om der ifølge Nationalbanken er 500 mio. af dem i omløb. De repræsenterer en bytteværdi på 125 mio. kr., og Nationalbanken regner kun med at få 40 pct. retur.
Omkring 76 mio. kr., svarende til prisen på tre-fire pæne Strandvejsvillaer, bliver i så tilfælde indkasseret af staten.
Der kan stadig forekomme priser med endetal på 25 øre og derunder, og man kan også få trukket et sådant beløb på sit Dankort. Men hvis man vil betale kontant, og sammentællingen ved kassen ender på et beløb fra 24 til 01 øre, rundes der ned til nul øre. Ender det på 25-74 øre rundes af til 50 øre, og 75-99 øre rundes op til en krone.
Siden nyheden om 25-ørens forsvinden blev offentliggjort i januar i år, har en række humanitære og sygdomsbekæmpende organisationer som Red Barnet, Røde Kors og Scleroseforeningen sat indsamlingsbøsser til den op i f.eks. supermarkeder og på apoteker.
»Vi har siden begyndelsen af juli indsamlet tre mio. kr. og håber at nå op på det dobbelte, når vi i løbet af de kommende uger henter de sidste indsamlingsbøsser,« oplyser Scleroseforeningen, der har øremærket det indkomne 25-øres beløb til forskning i behandling af progressiv sclerose.
I forvejen giver foreningen årligt syv mio. kr. til forskning.
Men små piger, der har samlet 25-ører til brudesko, eller kortklubber, der har spillet 25 øres whist til julefrokostkassen, behøver ikke at styrte i banken inden lukketid i dag. De små røde mønter kan stadig omsættes til gangbar valuta i en række almindelige pengeinstitutter frem til 1. oktober 2011.

































