Folketingspolitikerne er skeptiske over for sangbogsinitiativet. Uden for regeringen er det kun SF og DF, der synes det er en rigtig god idé.
12. maj 2008, 19:19 – opdateret 12. maj 2008, 21:49
Initiativet med en ny sangbog til alle skolebørn modtages med en blanding af forvirring og skepsis blandt uddannelsesordførerne på Christiansborg.
Skarpeste kritiker er Christine Antorini fra Socialdemokraterne, der betegner initiativet som »noget pjat«.
»Hvorfor skal det være statens opgave?« spørger hun.
»Det er simpelthen spild af statens penge. Der findes tonsvis af gode sangbøger. Skolerne kan sagtens selv finde ud af at komponere et sangprogram, der passer til dem uden en autoriseret sangbog. Det skal vi blande os udenom som politikere,« siger Christine Antorini.
DF og SF med på ideen
Dansk Folkepartis Martin Henriksen finder ideen udmærket.
»Vi synes, man skal gøre morgensang obligatorisk. Kan vi ikke få det, så er det da udmærket at udgive en sangbog til inspiration,« siger han.
Også SFs Pernille Vigsø Bagge er med på ideen om en ny sangbog til skoleeleverne.
»Det er jo Sangens År, så det er en fin idé. Det er godt at sætte penge af i finansloven til den slags,« siger hun.
Marianne Jelved, de Radikales uddannelsesordfører, mener også, der kan gøres noget ud af, at det er Sangens År, men hun finder det »lige lovlig meget«, at det er Folketinget, der skal arrangere det.
»Tjohh, en sangbog kunne da være en sympatisk idé. Det er svært at være imod, hvis hun (Charlotte Dyremose, red.) har pengene med. Ellers må hun finde nogen, inden hun går videre med projektet,« siger Jelved.
Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten er skeptisk over for hvad Charlotte Dyremose vil med sangbogen.
»Hvorfor blander hun sig i det? Vi har rigeligt med kulturkanoner og demokratikanoner, men vi vil meget gerne fremme de kreative fag i skolen, så man kan da håbe, at dette er en lille indrømmelse. Ingen kan jo have noget imod, at børn synger, og man kan vel næppe stemme nej til sangbøger,« mener hun.
Det mener formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, godt man kan. Han mener, at politikerne skal blande sig helt udenom og overlade det til skolebogsforlag og forfattere at udgive lærebøger. Også sangbøger.
»Det er fint med nye sangbøger, men det skal ikke være et politisk initiativ,« siger Bondo Christensen.
































