Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

S om DF-annonce: Løgnagtig skræmmekampagne

DF skriver i annonce, at der om tre år vil stå en kæmpemoske på Amager finansieret af Saudi Arabien. Det er direkte løgn, ifølge Muslimernes Fællesråd og Socialdemokraterne

Dansk Folkeparti har i dag trykt en annonce i en række danske dagblade, hvor de opfordrer danskerne til at stemme på DF, hvis man er i mod stormoskeer i Danmark og vil sikre sig ”modstand mod islamismens højborge,” som de skriver.

Blandt andet står der i annoncen, at en kæmpemoske på Amager er en realitet om tre år, og at den er ”finansieret af diktaturstaten Saudi-Arabien.”

Men begge dele er direkte forkerte, ifølge både Muslimernes Fællesråd og Socialdemokraternes integrationsborgmester i København, Jacob Hougaard.

- Det er ikke blot en barnlig skræmmekampagne – det er en løgnagtig skræmmekampagne. At pengene til moskeen på Amager skulle komme fra den Saudi Arabiske stat er det pure opspind. Det er uhørt frækt, at lyve helt bevidst og udspekuleret i annoncer. Dansk Folkeparti fører borgerne bag lyset og ødelægger en seriøs offentlig debat, siger Jacob Hougaard.

Endnu ingen finansiering på plads
Ifølge integrationsborgmesteren er der endnu ingen finansiering på plads til Amager-moskeen.

- Den moderate paraplyorganisation Muslimernes Fællesråd, som jeg samarbejder med, skal i gang med at indsamle penge fra en bred vifte af organisationer fra ind- og udland. Og vigtigst – ingen donorer får indflydelse på hvad der skal ske i moskeen. Det besluttes udelukkende i Danmark, siger Jacob Hougaard.

Samme oplysning lyder fra Muslimernes Fællesråd:

- Den detailplanlægning er vi slet ikke nået til, og vi ved endu ikke, hvor pengene skal komme fra. Derfor ved vi af gode grunde heller ikke, hvornår moskeen står færdig. Jeg ved ikke, hvilken krystalkugle Dansk Folkeparti har set i, men det er særdeles beskæmmende - men ikke overraskende - at de udnytter danske muslimer til at søge stemmer på den måde, siger organisationens talsmand, Zubair Butt Hussain og tilføjer:

- Men måske vi skulle overveje at invitere medlemmerne af Dansk Folkeparti til at deltage i projektet, for vi har hverken arkitekturen eller finansieringen på plads og ved heller ikke, hvornår moskeen er færdig. Så det vil da være rart at samarbejde med nogen, der kan se ud i fremtiden.

Billedmanipulation
Integrationsborgmesteren og Muslimernes Fællesråd undrer sig desuden over, at Dansk Folkeparti har manipuleret med billedet af moskeen i annoncen og tilføjet to krydsede sværd på bygningens top.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Dansk Folkeparti.
Vi følger op på sagen senere.