Hvis Sundhedsstyrelsen tager specialer fra offentlige sygehuse og giver dem til de private, er det en glidebane mod en helt anden sundhedspolitik, mener S. Venstre siger, at S selv har været med til at beslutte det.
11. februar 2010, 08:36
Når Sundhedsstyrelsen om kort tid fortæller offentligheden, hvilke sygehuse, der skal have specialer i forskellige sygdomme, kan det sprænge den brede politiske enighed om specialiseringen af sygehusvæsenet.
Hvis styrelsen, som det ser ud til, vil tage store vigtige specialer fra offentlige sygehuse og give dem til de private, er Socialdemokraterne skeptiske.
- Det vil være en glidebane på vej mod en helt anden sundhedspolitik, end den, vi har i dag. Vi anser de private sygehuse for at være buffere for de offentlige, det vil sige, at de kan træde til i det omfang, det offentlige ikke kan klare opgaverne. Men hvis de private sygehuse allerede som udgangspunkt skal tildeles specialer på bekostning af offentlige, er det en helt anden snak, siger Socialdemokraternes sundhedspolitiske ordfører Sophie Hæstorp Andersen.
Hun mener, at en forskydning af specialer fra det offentlige til det private vil skade et sammenhængende patientforløb, og hun frygter, at de offentlige sygehuse mister den forsknings- og udviklingsindsats, der er i sidste ende er vigtig for patienterne.
Hjertespeciale på private hænder
Baggrunden er Berlingske Tidendes oplysninger om, at Sundhedsstyrelsen konkret er på vej til at udpege det private Hjertecenter Varde som specialsygehus for avanceret hjertekirurgi, og at det kan ske på bekostning af samme specialefunktion på Aalborg Sygehus.
Sundhedsordfører i Venstre, Birgitte Josefsen peger dog på, at det ikke kan komme som en overraskelse for nogen, at specialerne kan blive placeret på private sygehuse.
- Vi indgik en bred politisk aftale i 2006 om principperne for, hvordan vi kunne højne kvaliteten i sygehusvæsenet. Aftalen blev indgået mellem Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Radikale. Og et led i aftalen var, at det afgørende er kvaliteten, ikke om private eller offentlige arbejdsgivere skulle udføre opgaverne, siger Birgitte Josefsen.
Kvaliteten er afgørende
Hun slår fast, at den konkrete placering af specialerne, er ude af politikernes hænder.
- Vi har vedtaget principperne. Og de går på, at faglig kompetance, rutine i antallet af operationer og i nogen grad geografi skal være bestemmende for, hvem der får specialerne. Den konkrete udmøntning af de principper beror på en strengt faglig vurdering fra Sundhedsstyrelsen. Af samme grund hverken kan eller vil jeg kommentere mulige konkrete placeringer af specialer, siger Birgitte Josefsen.
Sophie Hæstorp Andersen (S) siger, at hun utryg ved, om der bliver stillet de samme skrappe kvalitetskrav til de private sygehuse som til de offentlige, og hun bebuder at partiet vil bore i, om der er forskel.
































