Rollemodeller skal forhindre tvangsægteskaber

Et korps af rollemodeller, botilbud til flygtende par og en ny telefonlinje er blandt de tiltag, som Integrationsministeriet søsætter i et nyt forsøg på at komme æreskonflikter til livs. Initiativerne kræver massiv markedsføring, påpeger eksperter.

Trods adskillige initiativer og kampagner gennem de senere år er det ikke lykkedes at nedbringe antallet af tvangsægteskaber. Sådan lyder vurderingen fra både danske krisecentre og indvandrerrådgivninger. Derfor sætter integrationsministeriet nu ekstra hårdt ind mod de tvungne vielser:

»Der er tale om en kompleks problemstilling med mange forgreninger. Derfor supplerer vi nu med nye initiativer og udvider nogle af de eksisterende aktiviteter,« siger Ditte Wenzel Pedersen, leder i sektionen for æresrelaterede konflikter og ligestilling i Integrationsministeriet.

Et af tiltagene er, at der oprettes et rollemodelkorps af unge mænd med et godt kendskab til æreskulturen i de etniske miljøer. De skal rundt på skoler og institutioner og tale med unge mænd med indvandrerbaggrund.

Et andet tiltag er et nyt botilbud til par, der flygter fra æresrelaterede konflikter. Derudover bliver der i løbet af foråret sat gang i en stor undersøgelse af indvandrerfamiliers overvågning af de unge i familien. Undersøgelsen skal skabe overblik over omfanget og arten af æresrelaterede konflikter.

Integrationskonsulent Esma Birdi har deltaget i Dansk Kvindesamfunds holdningskampagne om tvangsægteskaber, og hun er ikke i tvivl om, at de nye tiltag vil gavne:

»Især rollemodelkorpset af unge mænd er interessant, da det er netop mændene, som har ansvaret for familiens ære, man skal skabe dialog med for at kunne ændre noget,« siger hun og understreger, at opfattelsen af tvang er forskellig fra kultur til kultur:

»Det, der er tvang i vores øjne, er ikke det samme i de unge indvandreres øjne. De er jo også sovset ind i den her kultur, så de accepterer beslutningen - uden at de nødvendigvis føler, at de er blevet tvunget til det,« siger Esma Birdi.

Ny telefonrådgivning

Blandt de nye tiltag er også en udvidet telefonrådgivning, som ministeriet åbnede sammen med Landsorganisationen for Kvindekrisecentre (LOKK). Telefonlinjen åbnede i går og skal give mulighed for at følge de unge over længere tid samt tilbyde dem psykologhjælp.

Men for at de mange initiativer skal lykkes, kræver det, ifølge sekretariatschef for LOKK, Lene Johannesson, en massiv intensivering af markedsføringen:

»Der skal gøres et kæmpe stykke arbejde, for hverken de unge eller forældrene er lette at få fat i,« siger hun.

I dag forsøger organisationen at nå de unge via nettet, pjecer og henvendelser på uddannelsesinstitutioner. Lykkes markedsføringen af de nye initiativer, kan det føre til en stor holdningsændring og sikre, at flere unge kan få hjælp til at leve et liv uden de voldelige forhold, mener Lene Johannesson.

Hjælp at hente

Både opkald og fremmøde hos landets krisecentre har været støt stigende det seneste par år, og i 2009 fik LOKK 440 henvendelser fra kvinder med indvandrerbaggrund. Det betyder ikke nødvendigvis en stigning i æresrelaterede konflikter, men at flere er blevet opmærksomme på problemet:

»Vi har ikke noget belæg for at sige, at flere bliver klemt i æresrelaterede konflikter end tidligere. Jeg tror, de unge har fundet ud af, at der er hjælp at hente, men at der stadig er mange flere unge, som gemmer sig derude og har brug for hjælp. Derfor skal vi blive ved med at gøre et stykke arbejde for at nå ud til dem.«

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) er enig:

»Disse problemer er ikke løst med et snuptag. Der skal arbejdes med holdninger, og det gør vi, men det tager tid. Men de unge, der står i problemerne, skal selvfølgelig hjælpes nu,« skriver hun i en pressemeddelelse.