Færre studerende på de lange uddannelser og stor social slagside. Det bliver ifølge rektorerne konsekvensen af forslaget om at ændre SU'en fra seks til fire år.
3. februar 2009, 21:41 – opdateret 4. februar 2009, 06:36
Social slagside og et stort fald i antallet af unge, der søger ind på de lange videregående uddannelser.
Det er ifølge rektor på Syddansk Universitet og formand for rektorkollegiet Jens Oddershede og kontorchef på Københavns Universitet Jakob Lange bare en af de mange alvorlige konsekvenser, hvis Skattekommissionens forslag om en forkortelse af SU-tiden fra nuværende seks år til i fremtiden kun at være på fire år, bliver vedtaget i Folketinget.
Skattekommissionens formand og tidligere socialdemokratisk skatteminister, Carsten Koch, mener derimod, at de studerende vinder meget mere end de taber, fordi deres marginalskat tilsvarende sættes ned.
»Der er ingen tvivl om, at det her ville have en negativ effekt i forhold til de studerende, som ikke har deres økonomiske bagland på det tørre i form af velhavende forældre, som kan hjælpe til med at betale studielånet tilbage, hvis alt skulle gå galt. Det drejer sig om unge, der i forvejen er usikre på, om de skal vælge en kort eller lang uddannelse, typisk fra hjem, hvor forældrene ikke har en akademisk baggrund,« siger Jens Oddershede.
Han peger på, at de unge herhjemme i forvejen i stigende grad fravælger de lange uddannelser, og vi derfor i dag står dårligere end OECD-lande, vi normalt sammenligner os med.«
Også Jakob Lange, ryster på hovedet af Skattekommissionens forslag:
»Det her budskab med en økonomisk gevinst, når de bliver over 45 år, kommer jeg altså ikke til at sælge særlig godt hos de unge. Det her vil få mange af de unge mennesker, som står til at vælge en uddannelse, til at vælge de lange uddannelser fra, og det harmonerer ikke med vores ambitioner om at være et stærkt vidensamfund, hvor 50 procent har en videregående uddannelse,« siger Jakob Lange. Han pointerer, at forslaget kan tvinge mange unge i mange timers erhvervsarbejde ved siden af studierne og derfor forlænge studietiden yderligere.
SU-forslag skal motivere
SU-forslaget skal finansiere 750 millioner kroner ud af de i alt 35 milliarder kroner, som danskerne er blevet lovet i skattelettelser.
Det sker ved, at de unge låner penge af staten de sidste to år af deres studietid modsat i dag, hvor studerende er berettiget til seks års SU.
Formanden for Skattekommissionen, Carsten Koch, er derimod godt tilfreds med forslaget, der ifølge ham, motiverer de unge til hurtigt at færdiggøre studierne og frygter ikke en marginalisering af de studerende på de lange uddannelser.
»Det hele udspil er baseret på, hvordan marginalskatten er skruet sammen over et helt livsforløb, og ifølge vores forslag kommer de veluddannede faktisk til at tjene 300.000 kr. mere end de gør nu, fordi deres skat bliver lavere. Derfor er det altså helt rimeligt, at de betaler for de sidste to år af deres uddannelse.«
Det gør dem til en af de mest privilegerede i samfundet, hvis de vel at mærke kommer i arbejde efter endt uddannelse.
































