Danskerne dømmer regionerne efter deres negative rygte, selvom de har leveret positive resultater især på sundhedsområdet, siger kommunalforsker.
4. november 2009, 12:21 – opdateret 4. november 2009, 12:26
Når 44 procent af danskerne ønsker at afskaffe regionerne, skyldes det, at vi hører så mange negative historier om sundhedsvæsnet, som er regionernes hovedområde.
Men faktisk er langt de fleste danske patienter tilfredse med den måde, de bliver behandlet på i sundhedsvæsnet, siger Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie – og Journalisthøjskole.
- Undersøgelser viser, at omkring 90 procent patienter er tilfredse med deres behandling i sundhedsvæsnet. Der er ikke ret mange andre offentlige ydelser, som kan leve op til så tilfredse brugere, siger Roger Buch og tilføjer:
- Så regionerne og sundhedsvæsnet er i virkeligheden langt bedre, end deres rygte.
Hans udtalelser kommer efter, at Berlingske.dk i dag skriver, at 44 procent danskere vil nedlægge regionerne, mens kun 32 procent vil beholde dem, ifølge en ny Gallup.
Ældre er trætte af regioner
Specielt ældre danskere på minimum 60 år er kritiske over for regionerne, viser undersøgelsen.
I den gruppe mener 55 procent, at regionerne skal fjernes fra danmarkskortet. Til sammenligning vil kun 35 procent 18-35-årige afskaffe regionerne.
Det overrasker ikke kommunalforskeren, at ældre danskere er de mest kritiske:
- Det skyldes uden tvivl, at danskere over 60 år er store potentielle kunder i sundhedsvæsenet. Når de følger den offentlige debat om problemer og fejlbehandling i sundhedsvæsnet, er det klart, at de bliver bekymrede, siger Roger Buch.
Men kommunalforskeren mener altså ikke, at de ældre har grund til at bekymre sig over sundhedsvæsnet, eftersom de mennesker, der rent faktisk har været på sygehuset og haft stort kontakt med sundhedsvæsnet, generelt er godt tilfredse med behandlingen.
Til slut kan danskernes negative indstilling over for regionerne også skyldes, at udgifterne til sundhedsvæsnet er eksploderet de seneste år, vurderer kommunalforskeren..
- Men faktisk ligger Danmarks udgifter til sundhedsvæsnet kun på et middelniveau, hvis man sammenligner det med verdens øvrige lande. Eksempelvis er udgifterne dobbelt så store i USA. Så regionerne og sundhedsvæsnet er langt bedre, end borgerne dømmer dem til at være ud fra deres rygte, siger Roger Buch.
































