Kørselsafgifter skal afløse halvdelen af de nuværende bilafgifter. Det lover finansministeren, skatteministeren, transportministeren og klima- og energiministeren, der i dag har præsenteret regeringens store trafikplan.
8. december 2008, 08:41 – opdateret 8. december 2008, 11:49
Fire ministre har præsenteret regeringens største trafikplan i nyere tid. Her lød det som ventet fra finansminister Lars Løkke Rasmussen, at afgiften på biler skal reduceres med 50 procent mod, at danske bilejere skal betale kørselsafgifter.
Regeringen er kommet med, hvad de kalder en ambitiøs trafikinvesteringsplan.
- Det er en politisk strategi for trafik, der rækker langt ind i fremtiden, i første omgang til 2020, men visioner og tanker rækker videre endnu, sagde transportminister Lars Barfoed ved dagens præsentation.
Regeringen sætter med dagens udspil ind overfor transportens miljøudfordringer.
Regeringens udmelding var, at der allerede næste år skal lovgives om grønne afgifter. I 2011 skal lastbiler betale grønne afgifter og i 2015 kommer det til at gælde for personbiler.
- Med det her udspil tager vi et meget stort skridt. Vi skal knække CO2 kurven, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard.
Ifølge Connie Hedegaard vil Danmark med regeringens trafikplan for første gang bekæmpe den stigende kurve for transportsektorens CO2-udslip.
De billigere biler er blot et hjørne af den massive trafikinvesteringsplan, som finansminister Lars Løkke Rasmussen, skatteminister Kristian Jensen, klimaminister Connie Hedegaard og transportminister Lars Barfoed har præsenteret mandag.
Som beskrevet i Berlingske Tidende allerede i sidste uge vil der blive oprettet en trafikfond til at finansiere en række meget store trafiktiltag, som skal gennemføres frem mod 2020.
- Fonden skal være på mindst 90 milliarder, siger finansminister Lars Løkke Rasmussen.
Han kalder fonden dynamisk for at understrege, at den kan blive større endnu.
Hovedelementerne i ministrenes store plan er følgende:
- reducering af bilbeskatning
- Investeringer i jernbanen
- Forskning i trafikløsninger
- Intelligente vejsystemer
Lars Løkke Rasmussen lagde vægt på, at der var tale om et samlet udspil, som flere ministre er nødt til at samarbejde om at føre ud i livet.
- Mobilitieten i samfundet rummer mange udfordringer på klimasiden. Det er en sammenhængende og grøn plan. Miljøhensyn er tænkt sammen med skatteområdet, sagde finansministeren.
































