Socialrådmand Gert Bjerregaard (V) fra Århus efterlyser en sænkning af den kriminelle lavalder for at bekæmpe uro i Gellerup. V-ordfører positiv.
2. januar 2009, 16:22
Der skal sættes langt hårdere ind over for de kriminelle unge, der står bag stribevis af brande, overfald og røverier i bydelen Gellerup vest for Århus. Det mener socialrådmand Gert Bjerregaard (V) fra Århus Kommune. Han er parat til både at bruge elektroniske fodlænker, weekendfængsel og eventuelt sænke den kriminelle lavalder, for at stoppe de 10-15 unge, der ifølge politiet står for en stor del af kriminaliteten i området.
I Venstres top er man ikke afvisende over for at sænke den kriminelle lavalder. Partiet er klar til at drøfte spørgsmålet, når kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet kommer med sine indstillinger til foråret, siger retsordfører Kim Andersen.
- Det er desværre en relevant problemstilling, og vi er meget lydhøre over for synspunkterne fra kommunerne. Det er uacceptabelt, hvis der er nogle unge, der spekulere i den kriminelle lavalder, men vi skal være klar over, at en lavere kriminel lavalder ikke i sig selv løser problemerne, siger Kim Andersen.
Han opfordrer i første omgang kommuner til at benytte sig af den eksisterende lovgivnings muligheder for en social- og forebyggende indsats over for de unge og deres familier.
/ritzau/
































