Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

R: DF fører hetz mod offentligt ansat

Dansk Folkeparti kræver en navngiven konsulent i Udenrigsministeriet fyret, fordi han stiller op for SF til EP-valget. Det er for meget, mener den Radikale næstformand, Morten Østergaard.

Dansk Folkeparti fører hetz mod offentlige ansatte, når folketingspolitiker Martin Henriksen (DF) vil have, at Udenrigsministeriet dropper samarbejdet med en navngiven konsulent, fordi vedkommende samtidig stiller op for SF til Europaparlamentsvalget og er formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.

”Det er helt afsindigt, at Dansk Folkeparti nu går efter navngivne embedsmænd, som efter almindelige saglige kriterier bliver brugt til et stykke arbejde. Hvis den tendens breder sig, at arbejdsgivere forlanger at se partibog, det hører ingen steder hjemme. Man kan jo bare spørge sig selv, om det Dansk Folkeparti siger er, at ytringsfriheden gælder alle på nær dem, der er uenig med Dansk Folkeparti. Det er en hetz mod anderledes tænkende, og Martin Henriksen må kaldes til ro.” siger næstformand i den Radikale folketingsgruppe Morten Østergaard.

I dagens udgave af Berlingske tidende tordner Dansk Folkepartis Martin Henriksen imod SF’eren Fathi El-Abed, som under karikaturkriserne har været på kontrakt i Udenrigsministeriet til at etablere dialogmøder i Mellemøsten med religiøse og politiske ledere. En del af hans kritik går på, at Fathi El-Abed ved flere lejligheder har udtalt sig til danske medier både i egenskab af EP-kandidat for SF og konsulent i Udenrigsministeriet. Senest i weekenden, hvor han kaldte det en ”ren provokation”, da Dansk Folkepartis Søren Espersen på en PET-konference udtalte, at islam og demokrati er uforenelige størrelser. Men Morten Østergaard mener ikke, at det er et problem, at Fathi El-Abed udtaler sig med flere forskellige kasketter:

”Offentlige ansattes ytringsfrihed er helt fundamental. Det er også noget ombudsmanden er meget opmærksom på, hvis en skolelære for eksempel udtaler sig kritisk om en kommunes skolepolitik, og det får repressalier, så kommer ombudsmanden farende og banker borgmesteren oven i hovedet. Det er fordi vi vil sikre os, at alle i Danmark har ytringsfrihed, også selvom det er offentlige ansatte, som hjælper udenrigstjenesten med nogle opgaver,” siger Morten Østergaard.