Privathospitalernes formand, Nis Alstrup, beskylder Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), for at forsøge at eliminere den private hospitalssektor.
5. februar 2010, 18:35 – opdateret 5. februar 2010, 18:40
Det er privathospitalernes overlevelse, der står på spil, når et voldgiftsnævn om en måned skal fastlægge, hvad det offentlige skal betale for en række operationer på private hospitaler og klinikker.
Det siger Nis Alstrup, der er formand for Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK).
Han beskylder i usædvanlig skarpe vendinger Danske Regioners formand Bent Hansen (S) for at have en skjult dagsorden, når regionerne forlanger lavere takster for en række behandlinger på de private sygehuse.
- Det her handler ikke kun om økonomi. Bent Hansen ser en mulighed for at eliminere en tilstand, som han ikke bryder sig om. Han synes ikke, det er sjovt at have en konkurrent. Det her er et korstog mod privathospitalerne, siger Nis Alstrup.
Han forudser, at ellers sunde og veldrevne privathospitaler må lukke, hvis voldgiften ender med at vedtage regionernes udspil om lavere takster.
- I sidste ende bliver det de danske patienter, der bliver taberne på grund af længere ventetider. Men Bent Hansen har aldrig haft de store problemer med lange ventelister, siger Nis Alstrup.
Regionsformanden siger, at han er skuffet over kritikken.
- Han må have et problem, når han er nødt til at angribe mig personligt. I en tid, hvor landet er i krise, er vi nødt til at have nogle fair takster. Det er det, Sundhedsministeriet har meldt ud, så Nis Alstrup burde pege på sundhedsministeren i stedet for at falde over mig, siger Bent Hansen.
/ritzau/
































