Om otte år kan moderne sporvogne køre på Ring 3 mellem Lundtofte og Glostrup. Private firmaer ønsker partnerskab med myndighederne om et konkret projekt til tre mia. kr.
11. februar 2004, 22:30
En letbane med moderne sporvogne mellem Glostrup og Lundtofte kan blive landets første trafikprojekt, der opføres, finansieres og drives efter en ny offentlig/privat/partnerskabsmodel (OPP), som regeringen introducerede for knap et år siden.
Driftsselskabet Arriva, det rådgivende firma Carl Bro og togfabrikken Alstom præsenterede i går et konkret OPP-projekt for letbanen, som Trafikministeriet, Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) og Københavns Amt skal vurdere. Hvis myndighederne takker ja til tilbuddet, kan sporvognene komme på banen i 2012.
Projektet, der oprindeligt blev foreslået af Københavns Amt og nu også står på HURs ønskeseddel, er hidtil strandet på, at ingen offentlige myndigheder har villet betale for at give den kollektive trafik langs Ring 3 et kvalitetsløft. Men med et OPP-projekt behøver hverken staten, amtet eller HUR at afsætte en krone på anlægsbudgettet.
Hvert femte minut
Ifølge det nye oplæg er de private initiativtagere parate til at finansiere de cirka tre mia. kr., som det koster at opføre den 19,6 kilometer lange letbane på Ring 3, inklusive 18 vognsæt, der skal sikre, at de anslået 52.000 daglige passagerer kan hoppe på en sporvogn hvert femte minut i myldretiderne.
Til gengæld vil virksomhederne have eneret på at drive banen i 25 år, dog med mulighed for udbud efter syv år. Det offentlige, som skal sørge for planlægning og godkendelser, skal årligt betale et driftstilskud på 204 mio. Når de private har betalt alle udgifter, kan de beholde et beregnet overskud på otte mio. kr. årligt.
»Vi går ind i det her projekt, fordi vi tror, det er en god forretning. Vi er sat i verden for at leve af at levere kollektiv trafik og skal selvfølgelig tjene på det,« siger Arrivas adm. direktør Johnny Hansen.
Hvem vil låne jer tre mia. kr.?
»Det er der mange, som gerne vil. Det er ikke noget problem at gå på det internationale lånemarked eller alliere sig med danske partnere,« siger Johnny Hansen, der mener, at en OPP-model kan gennemføres, uden at projektet først skal sendes i offentligt udbud.
I HUR, hvor den adm. direktør Claes Nilas er positiv over for initiativet, arbejder embedsmænd i øjeblikket med en juridisk afklaring. Og Københavns amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen (S) vil drøfte tilbuddet på et møde i næste uge med trafikminister Flemming Hansen (K).
»Det vigtigste er, at vi får etableret en letbane langs Ring 3. Jeg havde helst set, at regeringen havde haft den med i efterårets trafikforlig. Når regeringen hellere vil placere de offentlige trafikinvesteringer andre steder i landet, er jeg parat til at se på andre muligheder for at få løst trafikproblemerne på Ring 3,« siger Vibeke Storm Rasmussen.
HUR og Københavns Amt kan kun indgå partnerskab med private firmaer, hvis regeringen giver grønt lys.
































