Et væld af præster vil forsøge at lukke asylcentret Sandholmlejren i næste uge. De støtter aktionsgruppen "Luk Lejren".
16. oktober 2008, 20:32
200 præster, teologer og pensionerede præster i det såkaldte "Præsteinitiativ" støtter op om aktionsgruppen "Luk Lejren", der vil forsøge at lukke Sandholmlejren 25. oktober.
- Fordi vi har samme ønske som Luk Lejren: At lukke asylcentrene. Forholdene derinde er umenneskelige, siger sognepræst Bodil Hindsholm Hansen fra Præsteinitiativet til Ritzau.
Hun har opfordret sine kolleger til at tage med til demonstrationen som "skyts- og værneengle":
- Det er rigtigt godt at have nogle halvgamle folk med, som ikke kan anklages for at være unge brushoveder. Samtidig har jeg præciseret for de unge mennesker, at det vil være meget ulykkeligt for alle parter, hvis det kommer til en voldelig konfrontation, forklarer hun.
Præsteinitiativet vil lukke alle asylcentre på nær ét enkelt til absolut midlertidigt ophold.
Luk Lejren glæder sig over støtten til deres aktion:
- Det viser, at der er mange i det danske samfund, der har fået nok af den diskriminerende behandling af asylansøgere og vil handle aktivt for at forandre forholdene, udtaler Pil Christensen fra Luk Lejren.
/ritzau/
































