Populær vært forlader skærmen

Mads Steffensen stopper som vært på Aftenshowet på grund af for meget arbejdspres. Nu kaster han sig over radio alene.

Den populære vært Mads Steffensen er færdig med TV.

Han skal ikke længere være vært i TV-programmet Aftenshowet, men bliver dog i rollen som radiovært i DR's "Mads og Monopolet", som sendes på P3. Han får samtidig en central rolle for DR's nye digitale radiohold.

Arbejdspres er årsagen til, at han trækker sig fra jobbet som vært på Aftenshowet efter fire år, skriver Mediawach.

Mads Steffensen er et af DR's stærkeste værtsbrands, der nu skal hjælpe med at gøre DAB-radio mere populært ved at trække opmærksomhed til den digitale radio. Det sker som led i en oprustning af al DAB-radio, som DR planlægger i løbet af 2011, skriver Mediawach.

Oprustningen indebærer blandt andet, at alle DAB-kanalerne skal have en studievært, og at DAB-kanalerne stort set kun skal have originalt indhold.

Men DR vil ikke løfte sløret for, hvilken kanal Mads Steffensen bliver vært på.