Popstjerne må ikke trække tøj fra i skat

Højesteret stadfæster dommen i en sag, Dansk Musiker Forbund kalder principiel.

I dag kl. 12.00 afsagde Højesteret dom i sagen mellem Lina Rafn fra Infernal og Skatteministeriet. Dommen stadfæster en tidligere dom fra Øster Landsret fra 2007, der siger, at Lina Rafn tilbage i 2001 ikke kunne trække makeup, tøj og frisørbesøg fra i skat.

Skattesagen handler ikke kun om Lina Rafns personlige skatteforhold. Hun mener også, at den har en mere principiel betydning.

"Det er et stort nederlag for alle små erhvervsdrivende. Det beviser, at der kun er en vej, nemlig den politiske. Hvis vores regering påstår, at de bakker op om initiativer for vækst, så skal de sørge for, at sådan noget her ikke kan ske igen," siger Lina Rafn efter afgørelsen.

Dansk Musiker Forbud har siden kæmpet på vegne af Infernal-forsangeren og den mere principielle sag omudøvende kunstneres ret til skattefradrag.

"Vi er naturligvis skuffede over udfaldet, men kan dermed konstatere, at retspraksis er uændret. DMF havde håbet på, at en sag som denne kunne åbne mulighed for en mere fair vurdering af vore medlemmers reelle, erhvervsmæssige udgifter på beklædningsområdet. Der er nemlig tale om merudgifter på samme måde som f.eks. håndværkeres udgifter til arbejdstøj," siger Trine Budtz fra Dansk Musiker Forbund.

Et almindeligt arbejde

Dansk Musiker Forbund havde håbet på, at sagen ville føre til mere anerkendelse af, at musik er almindeligt arbejde for de udøvende musikere.

- DMF havde håbet på, at en sag som denne kunne åbne mulighed for en mere fair vurdering af vore medlemmers reelle, erhvervsmæssige udgifter på beklædningsområdet. Der er nemlig tale om merudgifter på samme måde som f.eks. håndværkeres udgifter til arbejdstøj, siger hun.

Desuden har Højesteret afgjort, at Dansk Musiker Forbund skal betale Skatteministeriet 30.000 kroner i sagsomkostninger. Alligevel håber forbundet, at sagen har nyttet noget i det lange løb.

- Fremover vil vi dog håbe, at Skat med denne sag har fået bedre kendskab til musikbranchen og en større forståelse for, at musikere og sangere er mennesker, der har et reelt arbejde. Det er til gengæld et arbejde, hvor man selv står med mange udgifter, siger Trine Budtz.