»Det er helt uacceptabelt, at Århus Kommune bortviste Gitte Westergaard fra sit arbejde,« siger Venstres politiske ordfører. Det samme mener de Konservative.
28. februar 2008, 08:51 – opdateret 28. februar 2008, 08:57
Venstres politiske ordfører, Inger Beinov Støjberg, mener det er helt uacceptabelt, at Århus Kommune har bortvist hustruen til Morgenavisen Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard, Gitte Westergaard, fra sit arbejde.
»Vi bør netop slå ring om familien Westergaard, i stedet for at vende familien ryggen,« siger Inger Beinov Støjberg.
Bortvisningen skete i aftes efter et møde mellem forældre og ansatte i den børnehave i Århus, hvor Gitte Westergaard har arbejdet som pædagogvikar.
»Det er PET, der afgør, hvorvidt det udgør en trussel, at Gitte Westergaard passer sit arbejde som pædagog - ikke en kommune eller forældrene i børnehaven. PET har vurderet, at sikkerheden er i orden og derfor mener jeg også, at det er den helt rigtige beslutning, når børnerådmand i Århus, Louise Gade, her til morgen straks har besluttet sig for at omgøre sagen,« siger den politiske ordfører.
»Hvis vi bøjer os i en sag som denne, så har fundamentalisterne jo vundet. I stedet må vi stå urokkeligt fast.«
K: Skamfuldt forløb
De Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, mener, at forløbet i bortvisningen af Gitte Westergaard må give anledning til en alvorlig intern debat.
»Ved at bortvise Gitte Westergaard gjorde Århus Kommune sig skyldig i et kæmpe knæfald for radikale islamister. Nu har kommunen ændret sin beslutning, efter den ansvarlige rådmand er gået ind i sagen. Men det rokker ikke ved, at kommunen står tilbage med en pinlig sag, der er håndteret helt forkert,« siger Henriette Kjær og understreger:
»De danske frihedsrettigheder er ikke til diskussion. De er under pres - ikke bare udefra, men også inden for vores grænser. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi står sammen for at værne om vores demokrati og ytringsfrihed - og derfor er det beskæmmende, at Århus Kommune, om end kortvarigt, viste sig som en sprække i diget.«
































