Politikere: Afliv Prins Henriks hund

Efter Prins Henriks hund har bidt en garder, bør den aflives, mener flere politikere.

Prinsegemalens gravhund Evita så sig i pinsen så sur på en livgarde ved Fredensborg Slot, at den for i flæsket på ham. Flere politikere mener, at hunden bør aflives.

- Selv Prins Henriks hund må opføre sig ordentligt. Der er ikke forskel på at være en kongelig og en almindelig hund, siger Bjarne Lausten, dyrevelfærdsordfører fra Socialdemokraterne til bt.dk.

Og det giver Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) ham ret i.

- De stramninger, vi er blevet enige om, gælder alle hunde.

Der er her bl.a. tale om, at det skal være nemmere at aflive en hund, hvis den har skambidt andre dyr eller mennesker.

»Her er det ejeren, den er gal med«
Det er ikke første gang, at en af Prins Henriks gravhunde bidder nogen. I februar sidste år gik det ud over garden Nikolaj Fogh. Han blev så slemt tilredt af hundens bid, at han måtte tage sygeorlov i tre uger.

Og det er ifølge SF's dyrevelfærdsordfører helt uacceptabelt.

- Hvis det er den samme hund, der igen har bidt en garder til blods, er det nødvendigt at aflive den. Man må simpelthen aflive kræet, hvis man ikke har styr på den, siger hun.

Noget som Bjarne Laustsen er enig i.

- Her er det ejeren, den er gal med. En hund kan udvikle sig fra at være et roligt kæledyr til at være aggressiv. Er man en ansvarlig hundeejer, så skal den helt sikkert aflives, forklarer han.