Politi uden spor efter undvegen drabssigtet

Farlig drabssigtet er stadig som sunket i jorden.

Politiet er stadig uden spor efter den 28-årige drabssigtede, der i går stak af fra et psykiatrisk hospital i Aalborg.

- Der er desværre ingen nye spor. Vi får en masse henvendelser, og vi sidder og sorterer i dem og ser, om der er nogen, vi kan bruge til noget, siger vagtchef Jan Stagsted ved Nordjyllands Politi.

Den unge mand er sigtet for drabet på sin daværende sagsbehandler ved jobcentret i Holstebro, den 56-årige Birthe Christiansen. Hun blev stukket ned på parkeringspladsen uden for jobcenteret om morgenen den 27. januar.

I går blev kniven, der formodes at være gerningsvåbenet, fundet i Holstebro. Den massive sne har i over en måned holdt kniven skjult.

Jan Stagsted tror dog ikke, at flugten har sammenhæng med kniven. En ulåst dør og et ulåst vindue gjorde i stedet, at lejligheden bød sig.

Utryghed i Holstebro

At den formodede drabsmand er på fri fod har fået Holstebro Kommune til at ansætte et vagtværn, til at passe på de ansatte på jobcenteret.

Der er dog intet, der peger på, at de ansatte har grund til bekymring.

- Jeg tror mere, det er for at skabe tryghed nede på centret. Og det kan jeg sådan set også godt forstå, siger Jan Stagsted.

I Aalborg holder betjentene øjnene åbne. Alle har fået signalament og foto af den undvegne, og de håber at få øje på ham, når de kører rundt.

Læs signalementet af den 28-årige drabssigtede her.