Politiet er mødt talstærkt op på Allerød Station, hvor 150 demonstranter er klar til at gå mod Sandholm-lejren.
25. oktober 2008, 12:28
Både politi og demonstranter gør sig klar til konfrontationer ved Sandholmlejren de kommende timer.
Selv om de angiveligt lægger op til en fredelig demonstration, medbringer demonstranterne bidetænger, maling og lim. De råder desuden over to store lastbiler.
Politiet venter på demonstranterne på Allerød stationi blå mandskabsvogne, med ridende betjente og et enkelt militærkøretøj.
Ca. 150 demonstranter er klar til at gå fra stationen mod Sandholmlejren. Yderligere 900 skulle ifølge demonstranterne vente ved Holte Station.
Autonome blandt demonstranterne
En talsmand for demonstranterne, Pil, erkender at der er autonome blandt demonstranterne.
- Der er ikke noget mærkeligt i, at man både er for flere ungdomshuse og imod flygtningelejre, siger hun.
Flere af beboerne i Sandholmlejren er blevet flyttet til hotellet Marienlyst mens demonstrationerne står på. Det sker for at undgå at de får nye traumer.
Men Pil mener ikke, demonstrationerne kan skade flygtningene psykisk.
- Vi er i en god dialog med beboerne i Sandholmlejren. Og vi er da bare glade for, at vores aktion betyder, at nogle af beboerne kan komme ud og få et rekreativt ophold på Marienlyst, siger Pil.
De spiller ping-pong med os
Ifølge asylansøgerne selv er 300 flyttet til Marienlyst.
- Det er for galt, at man bruger 50.000 kr. på at flytte dem, mens der ikke engang er penge til at give mig psykologhjælp, siger Arnan, 24-årig asylansøger.
-Jeg er mødt op for art kritisere Udlændingestyrelsen. De spiller ping-pong med os, siger Arnan.
































