Anholdelser og ransagninger i det venstreekstremistiske miljø førte til fundet af personfølsomme oplysninger om højrefløjspolitikere. Én person er varetægtsfængslet.
1. marts 2010, 21:00
To personer blev anholdt og en række adresser ransaget i søndags, da Politiets Efterretningstjeneste (PET) i samarbejde med flere politikredse slog til i det venstreekstremistiske miljø og gennemførte en større aktion i forbindelse med efterforskning af voldelig politisk ekstremisme.
Den ene blev løsladt efter afhøring, mens den anden - der ifølge PET anses for at være en ledende person i venstrefløjsgruppen Antifascistisk Aktion (AFA) - i går blev varetægtsfængslet i 24 dage i isolation. Ifølge chef for PET, politimester Jakob Scharf, fortsætter efterforskningen i sagen, og det kan ikke udelukkes, at flere personer vil blive anholdt og sigtet.
Ved én af ransagningerne beslaglagde PET en computerserver, som bl.a. indeholder personfølsomme oplysninger om personer med tilknytning til den politiske højrefløj - herunder flere politikere. Desuden er der oplysninger om voldelige overfald på nogle af personerne, som er registreret i databaserne, og det er PETs opfattelse, at nogle af oplysningerne er blevet anskaffet ved hjælp af hacking.
»Vi har at gøre med et miljø, en gruppering og i hvert fald den person, der er varetægtsfængslet, som har været involveret i voldelige overfald på politiske modstandere, på højreekstermister. Så det er væsentligt at se på koblingen mellem voldelige overfald og registreringen af meget personfølsomme oplysninger, og det er noget af det, vi vil interessere os for i den efterforskning, som nu fortsætter,« siger Jakob Scharf.
Grov vold
Den varetægtsfængslede person blev fremstillet i grundlovsforhør i København bag lukkede døre. Han er sigtet for grov vold og for overtrædelse af en af de »mildere« terrorparagraffer, der handler om at yde støtte til grupper, som har til hensigt at bruge magtanvendelse for at udøve indflydelse på »offentlige anliggender« eller for at »forstyrre samfundsordenen«. En forbrydelse, der kan give op til seks års fængsel. Han er desuden sigtet for at have overtrådt våbenloven, og ifølge Ekstra Bladet går sigtelsen mere detaljeret på, at han igennem flere år har deltaget i vold mod højreorienterede og for ulovlig registrering og dataindbrud i forbindelse med, at han har skaffet private oplysninger om højreorienterede personer.
Antifascistisk Aktion afviser over for Ritzau at være blandet ind i sagen. Gruppen har dog tidligere været sat i forbindelse med voldelige sammenstød med den radikale højrefløj. I februar i år var AFA eksempelvis med til at arrangere en demonstration i Århus mod højrefløjsgruppen White Pride. En demonstration, der endte i flere anholdelser af personer fra begge fløje.Ifølge PET-chefen illustrerer den konkrete sag netop den bekymrende udvikling, som PET har registreret igennem det seneste halvandet år i de højre- og venstreekstremistiske miljøer herhjemme:
»Vi har set flere konfrontationer mellem de højre- og venstreorientrede miljøer og en udvikling, hvor konfrontationerne bliver stadig mere voldelige. Vi har også set, at man går mere målrettet efter hinanden, forsøger at afdække hinanden, opspore hinandens aktiviteter, og noget af det har karakter af efterretningsvirksomhed. Vi har været bekymrede over udviklingen og også for, om miljøerne ville forsøge at anskaffe sig skydevåben, for det ville føre til en markant eskalering,« siger Jakob Scharf.





























