Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

PET-chef: Tak til FBI

Jacob Scharf takker det amerikanske forbundspoliti for at have mindsket terrortruslen mod Danmark med to anholdelser i USA. Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose og Muhammed-tegner Kurt Vestergaard var planlagte mål.

To mænd, en amerikaner på 49 og en Canadier på 48 med tætte kontakter til terrorgrupper i Pakistan blev henholdsvis den 3. og 18. oktober anholdt i Chicago for nøje at have planlagt terrorangreb mod Morgenavisen Jyllands-Posten.

Specifikt har den ene af de anholdte indrømmet, at de ville have ram på avisens kulturredaktør, Flemming Rose og tegner Kurt Vestergaard, der i 2005 tegnede profeten Muhammed med en bombe i sin turban

De anholdte blev pågrebet med FBI USB-stik med bevis på, at de har været i Danmark for at planlægge et angreb. Blandt andet små film med optagelser indenfor og udenfor Jyllands-Posten i Viby ved Århus og på Kongens Nytorv i København og flere andre steder. De meget konkrete planer, der både indbefattede brug af håndvåben og sprængstoffer, er ifølge de amerikanske myndigheder direkte affødt af Muhammed-tegningerne i JP i 2005 og genoptrykningen af dem i 2008.

De anholdte er David Coleman Headly og Tahawwur Hussain Rana.

Læs også: Terrorplanerne skridt for skridt

Stor tak til FBI

Ved et pressemøde tirsdag aften hos PET sagde efterretningstjenestens chef, Jacob Scharf:

- En stor tak til vores kolleger i FBI. De har gjort det største stykke arbejde. Det har været en stor operation med omfattende undersøgelser i Danmark og USA. PET tager situationen meget alvorligt. Med FBI’s anholdelser har vi mindsket risikoen for terror i Danmark, men et angreb har ikke været umiddelbart forestående.

Ifølge Jacob Scharf er der ingen grund for danskere til at ændre adfærd, selvom PET er i færd med at afdække, om de anholdte har konkrete kontakter og medsammensvorne herhjemme.

Snød sig ind på JP

De anholdte var under deres detaljerede planlægning af et terrorangreb mod Jyllands-Posten blandt andet kommet ind på avisen ved at have foregivet at eje en virksomhed, der ville starte op i Danmark og derfor ville købe annonceplads. Politiet fandt også fotografier af avisen om natten og i dagslys.

Terrorplanerne som FBI og PET nu har optrævlet foregik under et sindrigt kodesprog og ved dæknavne og adskillige email-konti. Planerne gik mellem de implicerede gik under navne som ”Mickey Mouse projektet” og ”Det nordlige projekt”.

Læs også: Terrormistænkt besøgte JP som annoncør

Kærkommen sag

Det kommer ikke bag på eksperter, at terrortruslen mod Danmark er rykket nærmere. Siden Muhammed-tegningerne i 2005 har Danmark ligget på terroristernes ønskeseddel.

Terroreksperten Magnus Ranstorp vurderer, at al-Qaeda har grebet Muhammed-tegningerne som en kærkommen sag til at fremhæve deres kamp og forsvar for islam.

- Danmark vil figuere som et højt prioriteret mål længe, og hvis man skal pege på en enkelt sag som årsagen, vil det afgjort være tegningerne. Al-Qaeda ser tegningerne som en symbolsk sag, der indkapsler ydmygelsen af muslimer og fornærmelsen mod islam, sagde han til Berlingske Tidende i september.

Ikke langs husmurene

Kim Andersen, retspolitisk ordfører for Venstre, siger, til TV2 News, om at terrortruslen nu er kommet meget nærmere Danmark:

- Vi skal ikke gå langs husmurene, fordi nogen vil os det dårligt. Vi vil ikke have en politistat. Der er ingen tvivl om, at vi skal være årvågne. Det kommer ikke bag på mig, at nogle fanatiske personer husker muhamed-krisen med tegningerne i 2005. Det er unormalt for vores måde at tænke på.

Villy Søvndal fra SF har denne korte kommentar til terroranholdelserne i Chicago:
- Det er vanvittigt. Og det er godt, vi har så vågne efterretningstjenester,