Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

PET: Avis-tegner skulle myrdes

I kølvandet på Muhammed-krisen har PET angiveligt afværget et religiøst motiveret drab på en tegner fra Jyllands-Posten. To tunesere står til udvisning uden rettergang, hvilket vækker kritik.

Mere end to år efter, at Morgenavisen Jyllands-Posten offentliggjorde 12 tegninger af profeten Muhammed, nåede Muhammed-krisen tirsdag sit foreløbige klimaks på hjemlig grund.

Østjysk politi og agenter fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) anholdt tre muslimske mænd, som fra deres lejligheder i Brabrand ved Århus angiveligt var i færd med en detaljeret planlægning af et koldblodigt drab på Morgenavisen Jyllands-Postens 73-årige bladtegner Kurt Westergaard. Han stod bag den tegning af profeten med en bombe i turbanen, som gik verden rundt, da krisen var på sit højeste.

»De her mennesker har tilsyneladende udspioneret vores hus og lavet en plan over det. Måske har de endda været inde i huset. Det var i den ramme, det skulle foregå,« siger Kurt Westergaard, der har levet under jorden siden november.

De tre anholdte er en 40-årig dansk statsborger af marokkansk oprindelse, mens de øvrige er tunesiske statsborgere, der gennem flere år har haft lovligt ophold i Danmark. Mens den danske statsborger blev sat på fri fod efter en intensiv afhøring i aftes, står de to andre til udvisning uden rettergang efter en særlig bestemmelse i Udlændingeloven, som taler om udlændinge, der er til fare for statens sikkerhed. Den beslutning møder skarp kritik fra flere sider.

Formanden for Danmarks forsvarsadvokater, Henrik Stagetorn, kalder det for »stærkt betænkeligt, at man bare med et pennestrøg kan gennemføre en hel bevisbyrde«.