Antallet af patienter, der behandles på privathospitaler på det offentliges regning, er steget eksplosivt, siden behandlingsgarantien blev genindført.
9. august 2009, 21:28
Danske patienter valfarter i stærkt stigende antal til de private hospitaler. Det viser de første opgørelser fra regionerne, efter at patienterne 1. juli igen fik ret til at blive behandlet på et privathospital på det offentliges regning, hvis ventetiden på offentlige sygehuse overstiger én måned.
I Region Midtjylland er antallet af henviste patienter seksdoblet fra ca. 200 om måneden det seneste halve år til 1.200 i juli. Region Hovedstaden sendte i juli knap 3.000 patienter til behandling på privathospitaler, hvilket er ca. 900 flere end i de forudgående måneder.
Det vækker fornyet kritik af behandlingsgarantien, der beskyldes for at skævvride sundhedsvæsenet.
»Ekstrabevillingerne til sundhedsvæsenet ser ud til primært at gå til at finansiere behandlinger på privathospitaler, der groft sagt kun tager sig af raske fodboldhelte med nedslidte knæ. Der mangler penge til ældre med komplekse lidelser og til at sikre folk med hjerneblødninger ordentlig hjælp. Det er absurd,« siger formand for Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S).
Et af de større privathospitaler, Arresødal Privathospital, har tredoblet patienttallet i juli, og i privathospitalernes forening forventer formand Nis Alstrup, at tilstrømningen vil blive endnu større i de kommende måneder.
Socialdemokraterne, SF og de Radikale foreslår nu, at behandlingsgarantien indrettes, så patienter med de alvorligste lidelser behandles først, mens andre må vente.
Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, afviser kritikken: »Vi har fået gjort op med, at borgere må vente i månedsvis på behandling, så de ikke kan passe deres jobs. Det var simpelthen ikke holdbart.«































