Hvis det viser sig, at der er hold i anklagerne mod de fritstillede katolske præster, så kan man reelt ikke fratage dem deres præstetitel.
12. april 2010, 23:00
Når en katolik først er blevet præsteviet, varer det livet ud. At vie sig til kirken er lige som dåben et såkaldt sakramente, der ikke har nogen udløbsdato. Derfor kan den danske katolske kirke ikke skille sig af med to aktive præster, der lige nu er anklaget for seksuelle krænkelser mod mindreårige. Heller ikke hvis det viser sig, de er skyldige.
»En eventuelt pædofilidømt præst holder ikke op med at være præst og har ligefrem pligt til at fejre sin daglige messe,« siger Peder Nørgaard-Højen, ekspert i katolicisme og tidligere lektor ved Københavns Universitet.
Præcis sådan ser den danske biskop, Czeslaw Kozon, også fremtiden for de to fritstillede danske præster, hvis de bliver kendt skyldige i overgrebene.
»Jeg kan suspendere dem, forbyde dem at udøve deres embede og sætte dem på en retrætepost, hvor de læser messe for sig selv,« siger han.
Men han understreger også, at han ikke kan pille præsteidentiteten af dem. Dermed kolliderer den kirkelige praksis med de almindelige normer i samfundet Det mener Johannes Andersen, der er samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet.
»Det vidner jo om, at der ikke er tale om en almindelig lov - men en guddommelig lov. Det er dermed to vidt forskellige systemer, der støder sammen. I de katolske lande vil der nok være mere forståelse for sådan et system, men her i Danmark vil det ikke finde almindelig folkelig forståelse,« siger han.
Men katolikkerne er ikke ene om at tilbyde deres præster at blive hos dem for altid. Også i den danske folkekirke er man præst for livet.
Det forklarer Peder Nørgaard-Højen, der selv var præst i sine ungdomsår, men senere valgte et civilt liv.
»Hvis jeg gerne ville holde en gudstjeneste og fejre nadver, ville jeg stadig have lov at gøre det. Derfor er der i praksis ikke megen forskel,« siger han.
I sidste uge kom det frem, at en tidligere norsk biskop havde forbrudt sig mod en messedreng. Biskoppen erkendte sit misbrug og lod sig suspendere. Da den norske avis Adresseavisen efterfølgende opsøgte præsten i Tyskland, viste det sig, at han har fungeret som aktiv præst ved en række lejligheder.

































